Investorviden

Tre ting der kan forhindre nyt godt aktieår i 2021

Billede
Efter et turbulent aktieår er det relevant at spørge, hvad der kan skabe sidevind for de danske aktier i 2021. Netop det giver investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen her sine bud på.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Med et fald på 31 procent fra toppen til bunden i begyndelsen af året, og et samlet plus på 34 procent for 2020, blev det danske C25-indeks i den grad svinget rundt i løbet af året.

Læs også: "Aktierne skal op - men her er faresignalet"

Efter et samlet set godt aktieår er det derfor rettidig omhu at spørge, hvilke risici, der ligger forude, og det giver investeringsøkonom hos Nordnet herunder tre bud på.

”2020 bliver isoleret og gennemsnitlig set et ekstremt godt dansk aktieår. Det kan ikke gentage sig i 2021 i samme omfang,” siger Per Hansen, der herunder oplister tre risikoscenarier for næste år.

1: Mulig svækkelse af den amerikanske dollar
Når regnskaberne kommer i januar og februar, vil især eksportselskaber skulle indregne effekten af en markant svækkelse af den amerikanske dollar i deres 2021-guidance, vurderer Per Hansen.

”Store danske selskaber, der er følsomme overfor kursen på dollar, som for eksempel Lundbeck, Demant, GN Store Nord, Coloplast og Novo Nordisk vil alle basere deres dollar-indtægter på niveauet USD/DKK 6,15 kroner, som uanset hedging profil aktuelt ser ud til at være det ”nye normale”. Er investorerne tilstrækkelig godt forberedte på denne dollar-svækkelse og dens eventuelle indflydelse på vækst og indtjening?”, skriver Per Hansen.

Se også: "Der er ingen grænse for den aktie"

2: Danske aktier med helle-status
De danske aktiers status som ”sikker havn” risikerer at forsvinde i 2021, vurderer Per Hansen.

”De danske aktier har haft en ”helle status”. Mere end 40 procent af det danske indeks består af Life Science, som har haft stærke defensive egenskaber. I kombination med nichekompetencer i verdensklasse har de større danske aktier formentlig fået en større global aktiebevågenhed end deres størrelse og præstationer trods alt berettiger til. Forsvinder denne ”helle” status i 2021?”, spørger Per Hansen ved indgangen til det nye aktieår.

Se også: "Vestas bliver en kursraket og aktierne stiger i 2021"

3: Vaccinerne er her
Vaccinerne er her og med det kommer også håbet om og forventningerne til, at vi vender tilbage til mindre unormale tider, vurderer Per Hansen.

”Den globale økonomi og vækst vil i 2021 indhente noget af det, som gik tabt i 2020. Investorerne er i sidste kvartal begyndt at købe ind på den ændring. Det betyder, alt andet lige, en mindre efterspørgsel efter de sikre kurshavne og mere interesse for at investere i selskaber med en højere konjunkturfølsomhed. Det kan gå lidt eller noget ud over de danske selskaber. Især hvis konjunkturfølsomhed og vaccinesucces går hånd i hånd med mere dollar-svækkelse,” skriver Per Hansen.