Investorviden

"Vestas bliver en kursraket og aktierne stiger i 2021"

Billede
Grønne aktier, tech- og vækstaktier vil trække aktiemarkedet længere op i 2021, mener partner hos HC Andersen Capital Tue Østergaard. Selvom Vestas-aktien er steget mere end 80 procent, kan den sagtens stige meget mere, forudser han.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Hvordan vil du karakterisere aktieåret 2020?
”Det har været fortællingen om, at danske aktier er anderledes end de europæiske aktiemarkeder generelt. Det kommer ikke bag på mig, at det danske marked har klaret sig bedre end Europa og verden, fordi vi har andre aktier end de mere industritunge europæiske indeks. Vi har store grønne selskaber samt tech- og medicinal-selskaber. Det danske aktiemarked hviler på globale selskaber, der opererer i en niche, hvor de er markedsledere, og derfor er der global efterspørgsel på danske aktier. Derudover bemærker jeg, at covid-19 har været ekstremt positivt for aktier, fordi der nu er bred enighed blandt verdens centralbanker om, at renterne skal forblive lave meget, meget længe.”

Hvor skal aktierne hen i 2021?
”De danske aktier skal 10 procent op. Hovedudgangspunktet er, at der ikke er noget alternativ til aktier. Renten er under nul så langt øjet rækker. Hvis du går hjem og kigger på dit huslån, har du negative renter. Forestil dig, hvad det vil betyde for folks økonomi, hvis renten steg fra nul til fem procent. Det ville være et kæmpe økonomisk chok for folks privatøkonomi, og det ville sætte forbruget i samfundet under pres. Ude i Europa har mange store lande kæmpe statsgæld, så hvis renten stiger, er der mange stater, der risikerer at gå konkurs. Centralbankerne har forstået, at hvis renten stiger, ødelægger det alt. Derfor er de tvunget ud i den absurde situation at købe aktier og obligationer i markedet. Derfor tror jeg, der kommer en kæmpe stimulanspakke fra Den Europæiske Centralbank senest i begyndelsen af 2021, og det vil hjælpe aktiemarkedet. Derudover har danskerne aldrig haft så mange penge stående på deres bankkonti. Jeg tror, det betyder, at der er flere penge på vej ind i aktier, så retningen for danske aktier er positiv. Danske aktier er steget mere end 25 procent i 2020 med en nyhedsstrøm, der ikke kan blive værre. Det er ret vildt, og jeg vurderer, de fortsætter op, når nyhederne bliver bedre og væksten kommer til at overraske positivt.”

Hvilke sektorer og områder vil du investere i næste år?
Grønne aktier, tech- og vækstaktier. Markedsdeltagerne diskuterer, om man skal til at købe valueaktier. Hvis value dækker over forretningsmodeller, der er under pres, så er mit svar nej. Jeg foretrækker også i 2021 at købe vækstaktier. De har det med at vokse mere, opjustere og komme med flere gode nyheder. Det er der et andet globalt publikum til end valueaktier. I Danmark er det primært bankerne samt FLSmidth og Mærsk, der er valueaktier, ellers har vi primært vækstaktier.

Hvad skal man ikke investere i næste år?
”Jeg tror, du vil få et begrænset afkast i bankerne, og det er et udtryk for, at forretningsmodellen skal justeres. Markedet er hårdt ved bankerne, fordi deres forretningsmodel er tung. Det er svært at være bank i Danmark, fordi de er så regulerede.”

Læs også: Flodbølge af penge på vej ind i disse aktier

Hvilke danske aktier bliver kursraketter i 2021?
"
Vestas. Når jeg bliver ved med at fremhæve det selskab, er det ikke fordi, de gør noget unikt. Men læg mærke til, hvor utroligt mange penge, der bliver sendt ind i bæredygtige aktier. Vestas er med i alle både passive og aktive investeringsforeninger indenfor det bæredygtige segment, og derfor tror jeg, den bliver prissat rigtig højt. Det er den allerede, men den bæredygtige historie er først lige startet. De har også en super god historie om deres servicedel, og så har de en ekstremt høj ordreindgang globalt. Kommer jeg og siger, at Vestas vil stige 70 procent næste år, vil folk sige, jeg er skør. Sagen er dog, at Vestas er steget mere end 80 procent i år, og vi har flere store aktier, der er steget over 50 procent. Udsvingene er meget store, og aktier kan blive meget dyrere, end man tror."

Har du flere danske aktier på radaren næste år?
"
Simcorp-aktien har faktisk haft det relativt skidt i år. Langsigtet har den været en vinder, fordi deres forretningsmodel er baseret på abonnementer. Det er en interessant forretningsmodel, at når kunderne har implementeret softwaren, så betaler de bare hver måned. De er i stand til at øge indtjeningen på de eksisterende kunder og samtidig tilføje nye henad vejen. De er meget stærke indenfor deres niche, som er finansiel software, og derfor er de en branchevinder. Branchevindere har det med at vokse aktiemæssigt, og det er Simcorp et super godt eksempel på."

Tue Østergaards favoritter:
Vestas
Ørsted
Simcorp
DSV
Genmab
Netcompany
Swedish Match

 

I Aktionæren nummer 9, der udkommer den 15. december, kan du læse flere bud fra andre eksperter på, hvilke aktier, der vil stige i 2021.