Kultur

Kvinde kend din kapital - Massiv interesse for Kvindernes Investeringsdag

Billede
Billede
Billede

Af
Lisbeth Grænge Hansen

Politisk konsulent, Dansk Aktionærforening
Billede

Af
Nina Bendixen

Journalist

Der var fuldt hus, god energi, ægte stemning og masser af spørgsmål, da vi i Dansk Aktionærforening markerede Kvindernes Internationale Kampdag med arrangementet: Kvindernes Investeringsdag.

Stemningen var intens fra starten, og det blev en eftermiddag med en god blanding af det historiske perspektiv, aktuelle erfaringer, og spådomme om fremtiden: fra rødstrømpebevægelsen til økonomisk frihed, bestyrelsesrum, Christiansborg og Aktierejsen. Det hele blev afsluttet med en musik-quiz med en potpourri af sange om kvinder og økonomi.

Med Astrid Haug og Karen West som hovedtalere lå overskriften Fra "Kvinde kend din krop" til "Kvinde kend din kapital" lige til højrebenet.

Karen har som jordemoder været medforfatter til Kvinde kend din krop og har siden sin tid i rødstrømpebevægelsens start været en særdeles skarp stemme i ligestillingsdebatten ligesom Astrid, der med sit bestyrelsesarbejde (bl.a. i MajInvest), sit store kommunikations-, digitaliserings-, og SoMe-arbejde og sine stærke meninger har vist vejen på bedste vis.

Med udgangspunkt i samtaler og citater fra seks af de markante kvinder fra portrættet på Christiansborg med de 30 mest betydningsfulde kvinder i dansk politik gennem de seneste 100 år styrede Nina Bendixen debatten mellem Karen og Astrid, og det skortede ikke på de skarpe pointer fra scenen.

Karen West satte scenen med historier fra rødstrømpebevægelsen og kampen for kvinders frihed og økonomiske selvstændighed. Hun leverede også en af eftermiddagens mest underholdende historier om barsel i sin egen familie: "Jeg var skide ligeglad med, at min søn tabte 40.000 kr. om måneden. Hvis han ikke tog barslen, var han ikke min søn længere." Salen brød ud i både grin og klapsalver. Karens pointe var klar: Så længe barslen ikke deles mere ligeligt, bliver kvinder også økonomisk straffet på arbejdsmarkedet. Og så tilføjede hun en meget vigtig detalje, nemlig det paradoks i nutidens ligestillingsdebat, at mange kvinder slet ikke ønsker at give slip på barslen og selv vil have størstedelen af barslen – og så bliver vejen til ligeløn unægtelig lang.

Se billederne - artiklen fortsætter under albummet: Kvindernes InvesteringsDag

Tankevækkende var det også, at Karen West påpegede, at hun i dag oplever, at de unge kvinders kamp om rettigheder mere går i retning af, at de vil have samfundet/staten til at forsøge – helt modsat det, hun gik på barrikaderne for dengang nemlig, at kvinderne skulle kunne forsørge sig selv med fokus på at få skabt de strukturer, der gjorde det muligt.

Hvor Karen på fornemmeste vis satte historien i perspektiv, pegede Astrid fremad med det helt enkle budskab, at kvinder skal ”tage plads ved bordet”. Hun kom med en stærk opfordring til kvinderne om at engagere sig i investeringer, i debatter og i bestyrelsesarbejde – også før de måske føler sig helt klar. Kvinder skal ikke sidde og vente på at blive inviteret ind til fx bestyrelsesbordet, til investeringsverdenen osv. Man bliver klar ved at gå i gang og ved at bringe sig selv i spil og springe ud i det, og ved at omgive sig med folk, som støtter op om det.

På spørgsmål fra salen dykkede hun lidt mere ned i bestyrelsesarbejdet og fremhævede blandt andet, at kvoterne er nødvendige fordi "mændene ikke afgiver pladserne frivilligt."

Nina spurgte også ind til, hvilke forbilleder de selv havde haft. I klippet fra Christiansborg fremdrog Marianne Jelved sin mormor, der var en slags iværksætter på sin tid (og altid lod som om, det var morfaren, der var den dygtige). Sjovt nok var hun selv sammen med Margrethe Vestager et forbillede for Astrid som nogle af de kvinder, der virkelig turde stå frem med stærke meninger, Karen pegede selv på flere af de tidlige rødstrømper, der fik sat den vigtige dagsorden. I dag står de begge som forbilleder for mange, og salen var i hvert fald ikke i tvivl.

I de politiske klip, som Nina Bendixen tog udgangspunkt i, peger Connie Hedegaard på, at økonomisk frihed giver mulighed for at stå fast på sine værdier. Lene Espersen understreger, at kvinder også selv må handle. Margrethe Vestager fremhæver fællesskabets betydning, Özlem Cekic at kvinder ofte har andre værdier end mænd, og derfor kan stemme med deres penge. Og Johanne, at forudsætningen for ligestilling også er økonomisk ligestilling.

Fælles for alle var én afgørende ting nemlig at økonomisk frihed er en vigtig del af ligestillingen.

Læs også: 
Johanne Schmidt-Nielsen: Der ligger en magt i at bestemme, hvor pengene skal placeres

På aktierejse med øl og striber
Kvinder investerer generelt mindre og ofte mere forsigtigt, end mænd, også når det gælder pension Derfor holdt Nina Bendixen et kort oplæg om Dansk Aktionærforenings nye tiltag: Aktierejsen.

Alle deltagere fik en goodie-bag med to sponsorøl fra Carlsberg og et par stribede produkter fra Matas. Hvorfor? Jo, fordi investering skal gøres mere konkret for mange af dem, som gerne vil, men endnu ikke er kommet i gang med at investere, fordi de tror, at det er svært, kræver mange penge eller kun er for folk, der går i jakkesæt. Men også vigtigheden af at sætte sig ind i det, man investere i.

Budskabet var, at aktier er små bidder af virksomheder, der producerer de ting, vi bruger i vores hverdag. Hvis man har svært ved at vælge, hvad man skal investere i, så kan man derfor med fordel starte med at se på, hvad man selv bruger i hverdagen.

Guldbarrer og musik-quiz
Eftermiddagen sluttede festligt med musikquiz i form af et sandt potpourri af sange om kvinder og penge. Der var guldbarrer til (k)vinderne af de små konkurrencer om sangtitler og kunstnere og bøger om investering til vinderne af 1 række, 2 rækker og hele pladen.

Kvindernes Investeringsdag blev endnu en stærk markering af Kvindernes Internationale Kampdag i Dansk Aktionærforening. For ligestilling handler ikke kun om rettigheder og politik men også om økonomisk frihed, om investering og handlekraft. Og om at kvinder ikke skal sidde og vente på at blive klar, men skal hoppe direkte ud i det.

Man bliver ikke klar først, man bliver klar ved at gå i gang.