Riget i midten er gået all in på grøn omstilling - men velkendte problemer består

Man bliver uvægerligt imponeret, når man er blot få kapitler inde i den tidligere Kina-korrespondent Christina Boutrups nye bog, “Den grønne supermagt”. 

Kina er bare mange andre lande fuldstændig overlegen, når det kommer til teknologi og musklerne til at rulle den effektivt ud over landet. Sågar ud over hele verden, som Boutrup grundigt argumenterer for.

Ambitionerne er nemlig større end blot at omstille Kina selv. Det er produktionen af elbiler et fremragende eksempel på, for her er kineserne godt klar over, at vejen frem ikke alene er at producere dem til at mætte hjemmemarkedets efterspørgsel, men også at hjælpe vestlige producenter som Volkswagen. 

Nuancer til billedet
Bogen rummer vigtige nuancer til billedet af Kina som verdens mest forurenende land. Man hører ofte en lidt forkert sang om, at det skyldes stigningen i forbrugernes velstand, men reelt bunder det i, at Kina er verdens fabrikshal, der producerer snart sagt alt til resten af verden. Det giver mening. 

Christina Boutrup går grundigt til værks i sine beretninger om, at Kina er ganske langt fremme i den grønne omstilling. Man mærker, at hun kender landet bedre end de fleste danskere, og at hun på lange stræk holder meget af det. Det er jo dejligt med en passioneret forfatter, men det bliver samtidig bogens helt store svaghed. 

For når hun skriver, at der da må kunne findes en teknisk løsning på, at al kinesisk fremstillet teknologi notorisk er under mistanke for at have installeret skjult overvågning og ‘bagdøre’, så produkterne i sidste ende kan kontrolleres fra Kina eller i hvert fald overvåges, ja så må man jo bare tørt konstatere, at disse løsninger altså stadig ikke findes – og at det da i sagens natur er et kæmpe problem, når man handler med landet. Det vil være dumt at slå Kina i hartkorn med Rusland, skriver hun andetsteds i bogen. Jeg måtte læse det to gange for at tro mine egne øjne. Man kan ikke være uenig i, at det ville være givtigt for verden – og for den grønne omstilling ikke mindst – hvis Kina enten stopper med at forsyne teknikken med overvågningsudstyr, eller hvis vi i Vesten knækker koden, så det ikke kan ske fremover. Indtil da, ja, da er Rusland og Kina faktisk to alen ud af samme stykke. Det er der mange andre grunde til end overvågningen – det skyldes også landets mangel på respekt for grundlæggende menneskerettigheder. 

Filmen knækker
Derfor knækker filmen også totalt for mig, når Christina Boutrup argumenterer for, at Kina skal hjælpe med at genopbygge Europas fremstillingsindustri. Når den danske tekstilproduktion for år tilbage rykkede fra den jyske hede til Østen skyldtes det vel næppe, at vi pludselig ikke evnede at sy tøj længere. Det handlede om omkostninger til især personalets lønninger. Hvad er det, Kina skal hjælpe os med? Svaret blæser i vinden.

Alle problemerne ved Kina er reduceret til bisætninger og mindre afsnit. Vi hører ganske vist kort om kommunistpartiets forsøg på at eksportere sin ideologi til andre lande. De gruopvækkende forhold for uighurerne i Xinjiang, der ifølge Human Rights Watch udsættes for tortur, mishandling, censur og rejseforbud nævnes da også, men kun flygtigt. Vi hører også, at der i Kina findes mere end 700 millioner overvågningskameraer, og at det er en hel industri at holde øje med kameraerne. Tilstande, der minder om DDR, bare endnu mere gennemført, men igen ikke noget, der levnes megen plads.

Det er ærgerligt, for bogen er på mange måder velskrevet, ligesom Christina Boutrups refleksioner trods den næsegruse benovelse på lange stræk er relevante og velfunderede. Der er jo en pointe i, at Kina med sit effektive produktionsapparat selvfølgelig ikke bør overses i den grønne omstilling. Men det lader til, at forfatterens begejstring for det land, hun selv har boet i ad flere omgange, overskygger klarsynet sine steder.