Johanne Schmidt-Nielsen: Der ligger en magt i at bestemme, hvor pengene skal placeres
For den enkelte kvinde handler investering ikke kun om afkast, men om økonomisk handlefrihed og reel indflydelse. Og ifølge tidligere formand for Enhedslisten og nuværende generalsekretær i Red Barnet, Johanne Schmidt-Nielsen, så er der stadig markante skævheder mellem kønnene, som gør det svært at opnå.
”Økonomisk set tjener kvinder fortsat betydeligt mindre end mænd, og hvis vi ser på pensionsopsparingerne, så bliver det gab endnu større,” siger hun og fortsætter.
”Og så længe vi har den her historie om, at der jo er ligestilling i Danmark, så er det svært at gøre noget ved problemerne.”
Hun peger også på, at der fortsat er mange kvinder, som lever med fysisk og psykisk vold i hjemmet, og at økonomi historisk har spillet en afgørende rolle for kvinders muligheder for at handle.
”I den tid, hvor kvinder tjente langt mindre end deres mænd, var det stort set umuligt at forlade dem. Det er en af årsagerne til, at økonomisk ligestilling har været så afgørende. At det blev muligt at skabe sig et liv – også uden en mand. Og den historie er det vigtigt at genopfriske en gang imellem,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Investering er også indflydelse
Ifølge data fra Danmarks statistik sidder mænd på næsten 70 procent af den samlede investerede formue, mens kvinder ejer cirka 30 procent.
”Der har været en kultur for, at det at beskæftige sig med penge er en mandeting. Der er knyttet noget maskulinitet til at forholde sig til økonomi, investere og gå op i at blive rig. Og den fortælling skal selvfølgelig brydes,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Og forskellen på, hvor meget mænd og kvinder investerer, er ikke kun et privatøkonomisk spørgsmål, understreger hun.
”Det kan være med til at forstærke den økonomiske skævhed. Men der er jo også magt i at være med til at bestemme, hvor pengene bliver placeret,” siger hun og henviser til de betydelige midler i pensionskasserne, som er med til at forme samfundets udvikling.
Ifølge Johanne Schmidt-Nielsen er det afgørende at fastholde blikket for de strukturelle forskelle.
”Der er fortsat en strukturel ulighed mellem kønnene i samfundet. Når vi støder på barrierer, er det ikke bare noget, vi bilder os ind. De er der, og vi er nødt til at tale om dem for at kunne ændre dem,” siger hun.