Kultur

Marianne Jelved: Kvinder skal tage del i økonomien både i familien og i samfundet

Remote video URL
Den tidligere økonomiminister mener at tillid, viden og fælles beslutninger er nøglen til økonomisk frihed.
Billede

Af
Nina Bendixen

Journalist
Billede

Af
Lisbeth Grænge Hansen

Politisk konsulent, Dansk Aktionærforening

Som barn sad hun på kontoret på familiens mejeri og legede regnskab. Senere blev Marianne Jelved økonomiminister og eneste kvinde ved bordet i EU’s finansministerråd. Og hendes mormor var en stor del af inspirationen.

”Det var egentlig min mormor, der var den kloge. Men hun lod som om, det var min morfar,” griner Marianne Jelved, der fra hun var to til 18 år besøgte mejerigården i sine ferier.

Var din mormor et forbillede?

”Bestemt. For eksempel var det hende, der fandt på, at man også skulle lave is på mejeriet. Ikke kun mælk og fløde. Hun fik bygget en længe til, hvor man kunne lave vaniljeis og andre slags is.”

Mormoren fik også lavet en låge i disken, som sad lavt, så børnene kunne nå den.

”Ved siden af lå kontoret. Der fik jeg lov til at sidde med inde, hvor der sad folk og lavede regnskaber. Jeg fik også nogle papirer, så jeg kunne sidde og 'arbejde'," fortæller hun.

Kontorarbejde blev altså en del af Marianne Jelveds barndom, såvel som i voksenlivet på Christiansborg. Men til spørgsmålet om, hvad hun er mest stolt af, er svaret:

”Det er egentlig sjovt. Nu er jeg jo 82 år, og jeg har været økonomiminister og mange andre ting. Men alligevel må jeg erkende, at jeg først og fremmest er lærer,” fortæller hun og understreger de mange evner man samler op i lærererhvervet. ”Og lærergerningen og mit arbejde med børn gennem mange år, har jo også afspejlet sig i min store interesse folkeskolepolitikken – og min store ærgrelse over den seneste reform.

”Det har præget alt, hvad jeg siden har gjort. Man bliver ved med at være lærer. Man får nogle greb og en fornemmelse for, hvad der skal til for at få mennesker til at rejse sig og være med. Det er jo lærerens opgave at få børnene med,” siger hun.

I dag taler man også om, at børn burde lære mere om økonomi. Hvad tænker du om det?

”Jeg er fuldstændig enig. Økonomi spiller jo en rolle alle steder. Også i den måde vi indretter vores eget liv på. I et familieliv er det vigtigt, at man taler sammen om, hvad der skal til, for at man har et overskud. Det er ikke et spørgsmål om 'han eller hun'. Det er et spørgsmål om, at man i fællesskab taler om, hvordan man vil indrette sit liv,” siger Marianne Jelved.

Hvis vi taler om investeringer, kan de så bruges til at skubbe samfundet i en bestemt retning, for eksempel i forhold til den grønne omstilling?

”Bestemt. En investering er jo i sig selv en forandring. Når man vælger at investere, vælger man også en retning. Det gælder også i privatlivet. Hvis man for eksempel flytter ind i et hus, så er det også en investering,” siger hun.

Marianne Jelved fremhæver en episode fra sit første møde i ECOFIN, hvor hun endda var formand (da Danmark lige havde EU-formandskabet) og var den eneste kvinde omkring bordet.

”Det glemmer jeg aldrig. Jeg var blevet bedt om at komme allerede søndag aften, fordi nogle meget erfarne mænd gerne ville “forberede mig” på mødet næste dag. Der sad så fem kloge embedsmænd og en EU-ambassadør og forklarede mig, hvad jeg skulle mene om det ene og det andet. Jeg lyttede bare,” griner Marianne Jelved og fortsætter:

”Til sidst ville de have, at jeg skulle svare dem. Men jeg samlede bare mine papirer og sagde: 'Tusind tak for i aften. Nu går jeg op på mit værelse og tænker over det, I har sagt. Så mødes vi i morgen.' De var helt rystede. Det var et mandesamfund. Der skulle man virkelig finde sin plads og lære at tackle situationen,” siger hun.

Marianne Jelved fortsatte: "Senere da Bodil Nyboe Andersen blev formand for Nationalbankens direktion, og jeg også havde en kvindelig ministersekretær, hed vi bare 'The female delegation'. Det var helt uset i 1990’erne at have både en kvindelig nationalbankdirektør og en kvindelig økonomiminister. Det hyggede vi os tit over – især når velkomstgaven igen igen var slipsenåle. Dem har vi mange af. Men vi gik da forrest med kvinder og økonomi."