Analyser

Musk og venner lavede kæmpeafkast i 2023

Billede
Tesla har været med i front for teknologiaktierne, der i 2023 har leveret imponerende afkast. På lang sigt er der potentiale, og der tegner sig et billede af, hvilke tech-selskaber, der vil vokse. I denne analyse får du syv aktier, som du kan have med i dine overvejelser.
Billede

Af
Peter Smed

Cand.polit. og investeringsrådgiver hos Solvent Invest

I 2023 har der været mulighed for at opnå formidable afkast ved at kaste sparepengene efter teknologiaktierne, anført af Tesla, Meta og Nvidia.

Har du til gengæld ikke haft de amerikanske tech-selskaber i porteføljen, har aktieåret 2023 været udfordrende for de fleste globale porteføljer.

Udviklingen i teknologiaktierne er imponerende. Kursstigningerne lyder på mere end 50 procent for flere, og endnu mere for virksomheder som Meta og Tesla, der er mere end fordoblet. I Nvidia er værdien tredoblet, efter en enorm hype af virksomheden som leverandør af hardwarekomponenter til at drive den kunstige intelligens.

Ser man på en lidt længere periode har teknologiaktierne i 2023 dog primært genvundet noget af det tabte fra 2022. Investorer, der gik ind i aktierne i starten af 2022 og ikke har gjort noget siden, har således fortsat ikke tjent penge på investeringen, men ligger i stedet med et mindre negativt afkast.

Vil komme aktionærerne til gode
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om den gode udvikling vil fortsætte. Der tegner sig et billede, hvor de store tech-selskaber bliver større, og denne udvikling ser ikke ud til at standse. Ikke mindst vil den fortsatte udrulning af kunstig intelligens forstærke tendensen, da det bliver de store virksomheder, der har ressourcerne til først at udvikle og udnytte de nye muligheder.

Derfor vil virksomheder som Tesla, Meta, Google m.fl. udvide deres forretninger yderligere i de kommende år, og det vil før eller siden komme aktionærerne til gode i form af kursstigninger.

På kort til mellemlang sigt vil en udbredt accept af, at renterne bliver ”higher for longer” samt den fortsat truende recession kunne kaste grus i maskineriet. Nok er flere af teknologivirksomhedernes forretningsmodeller relativt modstandsdygtige overfor konjunkturudsving, og flere af teknologiselskabernes produkter er en så naturlig del af vores hverdag, at det minder om stabilt forbrug. Men går de økonomiske hjul ned i kadence, vil de, med de relativt høje prissætninger af aktierne, selvfølgelig også blive påvirket.

Teknologiaktier hører naturligt til i enhver portefølje, og selvom det på baggrund af udviklingen i 2023 kan virke fristende at øge sin andel investeret i sektoren, bør teknologiinvesteringerne udgøre en passende del af de samlede investeringer, så spredningen er sikret.

Peter Smed ejer aktier i Apple og Amazon.

Her får du syv tech-aktier, som du kan have med i dine overvejelser:

  1. Tesla
  2. Apple
  3. Amazon
  4. Meta
  5. Adobe
  6. Salesforce
  7. Netflix

Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren.