Nyhed

Nordnet trækker sig: Annullerer kunders ønsker om aktier i MeeW

Billede
Har du gennem Nordnet registreret et ønske om at tegne aktier i børskandidaten MeeW, er din registrering ikke længere gyldig, meddeler Nordnet. Investeringsbanken trækker sig fra distributionsaftalen med selskabet.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Har du givet tilsagn om at du ønsker at tegne aktier i tech-selskabet MeeW gennem investeringsbanken Nordnet, får du ingen aktier. Det meddeler Nordnet til Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev.

”Vi ønsker ikke længere at være en del af denne børsnotering og vil trække alle registreringer foretaget af vores kunder tilbage og meddele vores kunder, at deres registreringer ikke længere er gyldige. Vi accepterer heller ikke nye tilmeldinger. Vi har opsagt vores distributionsaftale med Meew og underrettet rådgiveren og Spotlight om vores beslutning om at stoppe vores deltagelse i børsnoteringen,” skriver konstitueret landechef hos Nordnet Brian Buus Madsen til Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev.

Årsagen er de seneste oplysninger, der er kommet frem om selskabets stifter og nu tidligere CEO, der havde pyntet på sit cv, samt at selskabet i prospektet meddelte, at regnskabstallene er revideret af revisionsselskabet BDO. Det har siden vist sig ikke at være tilfældet.

”Vi betragter de oplysninger, der er kommet frem om Meew, som alvorlige, og vi er af den opfattelse, at hændelsen påvirker tilliden til hele den igangværende børsnoteringsproces og til virksomheden selv,” siger Brian Buus Madsen i en mail til Dansk Aktionærforening.

Landechefen har forståelse for, at der generelt i IPO-processer kan fremkomme oplysninger om mindre afvigelser fra det, der er anført i prospektet. Men et eller andet sted må man trække grænsen for, hvad der er acceptabelt, slår han fast.

”Vi mener, at grænsen er overskredet i lyset af det, der er kommet frem. Det drejer sig både om virksomhedens regnskabsaflæggelse og ledende repræsentanters egnethed. Virksomhedens troværdighed er der simpelthen ikke længere,” skriver han og slutter så:

”Vi forsøger altid at varetage de private investorers tarv, og som situationen er nu, mener vi, at det er bedst slet ikke at tilbyde mulighed for tegning.”

Læs også:
Dansk Aktionærforening om MeeW: Stærkt kritisabelt