Fra arbejderhjem i Holstebro til topchef i Danmarks største virksomhed

Som den politiske nørd, jeg er, skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg havde set frem til at læse tid­ligere arbejds- og finansminister i Schlüter-regeringerne Henning Dyremoses (K) erindringer.

For hvad skete der egentlig dengang, hvor Det Konservative Folkeparti blev martret af de interne skærmydsler, der malerisk er omtalt som “det konservative blodbad” i en bog af samme navn? Man ville jo gerne have været en flue på væggen.

Efter at have læst Trine Munk-Petersens grundige biografi af og med Dyremose, kan jeg blot sige, at der er så meget mere at komme efter i bogen end blot det politiske. For Dyremose udmærker sig også ved som få politikere at have haft en ganske imponerende erhvervskarriere efter sit lange liv i politik. 

Det stod bestemt ikke skrevet over Henning Dyremoses vugge i arbejderhjemmet i Holstebro, at han en dag skulle blive ikke blot folketingsmedlem, men også minister, og tilmed have flere tunge poster i dansk erhvervsliv med posten som administrerende direktør i TDC som kronen på værket. Historien om Dyremose er en flot fortælling om det, han selv kalder en “dobbelt mønsterbryder”, fordi han både bliver akademiker og hopper fra politik til erhvervsliv og tilbage igen.

Dramaer i Dyremoses liv
Man mærker tidligt i bogen, at Henning Dyremose har meget på hjerte. Heldigvis evner forfatteren dygtigt at skære fortællingen til, så alle kapitler begynder med et resumé. Ellers ville vi nok have siddet med et værk på 800 sider – og det ville trods alt være lige tungt nok. Til gengæld berettes der fyldestgørende om de store dramaer i Dyremoses liv.

Helt centralt står afsnittet om Dyremoses sidste år på Christiansborg. Efter blot syv måneder som konservativ statsministerkandidat blev han reelt presset ud, må vi forstå. Anonyme kilder gjorde livet surt for ham ved at undergrave ham på daglig basis i medierne – alt sammen orkestreret af Hans Engell, om hvem Dyremose siger, at få mennesker har skuffet ham så meget som ham. Bum. Her får vi virkelig fuld valuta for pengene. Om det så også er præcist sådan, det forholdt sig, fortaber sig dog stadig i tågerne. Engell har nemlig tidligere luftet en noget anderledes udlægning.

I spidsen for TDC
Et andet af bogens højdepunkter er den fulde historie om årene i spidsen for TDC fra 1998 til det katastrofale frasalg i 2006. Tilbuddet om at blive administrerende direktør ville nok for mange være nemt at sige nej til – for virksomheden var dengang i 1998 kendetegnet ved at være i krig med både kunder og politikere. Gang på gang bragte medierne historier om kunder, der fik forkerte regninger og mødte en kundeservice, man dårligt kan kalde for service. Der var brug for et turnaround af det gamle statsmonopol og en ny retning, som alle medarbejdere kunne se sig selv i.

Men selv om man var rangeret nederst i Dagbladet Børsens liste over 200 danske virksomheders omdømme, var virksomheden bundsolid og havde en overgang en markedsværdi så stor, at den overhalende A.P. Møller – Mærsk som Danmarks største. Takket være en større bølge af opkøb i teleselskaber rundt i Europa nåede TDC op på at hente halvdelen af sin omsætning uden for Danmarks grænser. Det begyndte også at gå bedre med både omdømmet og arbejdsglæden. Efterhånden lærte Dyremose mange af de 16.000 ansatte at kende, idet han tog rundt på besøg i alle krinkelkroge af virksomheden – og også med ud på teknikerbesøg hos fru Hansen, som han naturligvis medbragte en buket blomster til som tak for besøget.
40 procent mere end kursen

Men efter nogle år, der bød på fremgang, fremgang og atter fremgang, knækkede filmen. Flere kapitalfonde havde kig på virksomheden, men kunne grundet en stemmeretsbegrænsning i vedtægterne ikke overtage virksomheden. Uanset ejerandel betød begrænsningen, at ingen aktionær kunne opnå mere end 9,5 procents indflydelse i selskabet.

Tiden var dog ikke længere til den slags begrænsninger, mente mange investorer, anført af ATP, der også ejede en del af TDC. Efterhånden var daværende bestyrelsesformand, tidligere Unibank-topchef Thorleif Krarup nået til samme overbevisning, og det skal vise sig at blive fatalt for Danmarks største televirksomhed. På generalforsamlingen i marts 2005 bliver begrænsningen fjernet, og vejen er dermed banet for, at kapitalfonde kan overtage virksomheden.

Det sker allerede i november 2005, hvor sammenslutningen af fem kapitalfonde NTC byder 382 kroner per TDC-aktie – 40 procent mere end aktiekursen. De fleste aktionærer sælger. ATP bliver tilbage, men lige lidt hjælper det. NTC får kontrollen i selskabet og går i gang med at sælge de udenlandske teleselskaber fra i små bidder, ligesom også TDC’s omfattende ejendomsportefølje sælges. 

Væk er Dyremose også snart – i første omgang fra posten som topchef, men efter et par år som bestyrelsesformand forlader han virksomheden helt i 2008. Inden har han sikret sig en økonomisk faldskærm, der i sladderpressen giver ham tilnavnet Guldmose. En samlet fratrædelsesgodtgørelse på 29,5 millioner kroner – efter skat – bliver det til.

Statsminister blev Henning Dyremose ganske vist aldrig.

Men når man har læst bogen, tænker man, at det måske også er godt det samme. For hvor har han dog opnået så meget andet.