Denne bog ville jeg gerne have haft, inden jeg købte en aktie, der styrtdykkede

“Du kommer jo aldrig til at slå indekset”, lød det kækt fra en tidligere kollega, da vi for år tilbage begge var trådt ind på aktiemarkedet. Det skulle han ikke få ret i, besluttede jeg mig for i mit stille sind dengang – og det fik han ikke ret i. 

Men hvordan det egentlig er gået så godt, har jeg som så mange aktionærer ikke noget enkelt og klart svar på. Jeg har vel spottet de rigtige aktier på de rigtige tidspunkter. Men nogen egentlig strategi har jeg ikke rigtig haft. Jeg har også taget fejl talrige gange.

Derfor kunne jeg godt tænke mig, at jeg dengang havde haft Jens Løgstrups nye bestseller “Aktieguld” mellem hænderne, for det havde da nok sparet mig for mange af lærepengene. Eksempelvis en lidt for stor investering i et vist norsk lavprisflyselskab lige før kursen havde kurs direkte mod afgrunden. 

Indrømmet, jeg nærede en god portion skepsis, da jeg fik Jens Løgstrups bog i hånden. Primært fordi der findes et hav af guidebøger, der lover at have opskriften på at blive millionær. Det stod hurtigt klart, at bogen var selvudgivet, og det fik nok ikke min skepsis til at blive mindre. For hvor er der mange selvudgivelser, der var blevet bedre, hvis en kyndig redaktør havde pudset manuskriptet af før udgivelsen. Heldigvis har journalist Peter Voergaard været tilknyttet denne bog – og det kan man sagtens se.

Trecifret millionbeløb
Resultatet er en vellykket bog, der på ganske konkret vis forklarer, hvordan Jens Løgstrup har tjent et trecifret millionbeløb ved at handle aktier. Opskriften indeholder ikke mirakler, og bogen indeholder heller ikke et forsøg på at opstille en avanceret matematisk metode såsom den magiske formel, men den indeholder nogle nedslagspunkter, hvor man via de data, man kan finde om en given aktie kan vurdere, om den vil være en fornuftig investering. Det indebærer også, at der skal regnes lidt, men det er så enkelt, at selv en sproglig student som undertegnede kan følge med.

Løgstrup fortjener ros for at formulere en række konkrete spørgsmål, man selv kan bruge i sin løbende vurdering af nye aktier. Hvad koster den? Hvordan er selskabets ledelse? Er der vækst i det marked, virksomheden opererer i? Det er gode spørgsmål at stille sig selv, inden man trykker på købsknappen. Særligt spørgsmålet om ledelse er centralt for Løgstrup – han ser helst, at en virksomhed har haft samme ledelse i mindst tre år, før han går ind i den. 

Danske aktier
Det lyder alt sammen ganske enkelt, og det er det faktisk også. Jens Løgstrup er god til at forklare og holde læseren i hånden, og der er noget befriende jordnært over hans tilgang til at investere. For det første holder han sig til danske aktier. Det er svært at følge ordentligt med i udenlandske selskaber, når man ikke befinder sig i samme land, lyder argumentationen. Det er ikke mindst positioner i selskaber som Jyske Bank, D/S Norden og Torm, der har drevet hans afkast frem. 

Er det så sket ved at handle hele tiden? Nej, snarere tværtimod. Man må være loyal over for investeringen. Kun hvis der er noget helt galt med et selskab, skal man sælge. Et rigtig godt råd, især til nye aktionærer, der måske ikke altid har nok is i maven. Som Løgstrup skriver, skal man se sig som medejer af en virksomhed frem for konstant at analysere på de kolde tal. 

Jens Løgstrup lægger ikke skjul på, at han har tjent sine penge på enkeltaktier. Ikke på ETF’er eller investeringsforeninger. Det er jo helt fair, men det er et element, jeg som privat investor godt kunne savne i bogen, for selv om enkeltaktier i manges optik er klart det sjoveste, giver ETF’erne nogle andre fordele, ikke mindst når det kommer til at sprede sin risiko.

Fraråder konglomerater
Jens Løgstrup fraråder også at investere i konglomerater. Virksomheder, der er så uoverskueligt store som A.P. Møller-Mærsk var engang, da mastodonten producerede Margretheskåle, ejede halvdelen af Føtex, Netto og Bilka, drev et flyselskab, et it-firma og et containerrederi. Pointen er god nok – det bliver meget uoverskueligt, når så mange vidt forskellige forretningsområder bidrager til bundlinjen, men til syvende og sidst må det jo handle om, hvorvidt selskabet er veldrevet eller ej, sådan som Løgstrup i øvrigt argumenterer så fint for i bogen. 

Bogen er ganske pædagogisk og overskuelig i sin struktur. Kapitlerne brydes op med nogle nedslag fra Løgstrups liv, som jeg sådan set godt forstår, han gerne vil fortælle – men som ganske enkelt ikke fungerer i en bog som denne.  Bevares, det er da sjovt nok at høre om dengang, Løgstrup ringede til Nationalbanken og blev stillet direkte igennem til direktør Nils Bernstein, men det fremstår lidt som spild af plads i en bog, der er skabt for at give gode råd om investering i enkeltaktier.

Det ændrer dog ikke ved, at Løgstrup har begået en glimrende bog, som de fleste aktionærer efter min bedste vurdering vil have gavn af at læse.