Dyr champagne, hurtige biler og hemmelige spillebuler

Det var vilde tider i det neutrale Danmark under Første Verdenskrig.

Foretagsomheden var stor, og idet potentialet for at lave flere forretninger synes nærmest uendeligt, var vejen lagt til en tid, hvor skruppelløse spekulanter prægede både bybilledet, erhvervslivet og toppen af samfundet. Og senere, da det hele brød sammen om ørerne på dem, fyldte de også godt i landets retssale.

Ordet skrupelløst rækker knapt til at beskrive persongalleriet i historieprofessoren Poul Duedahls på alle måder fængende værk, Minutmillionærer.

Vi møder her storspekulanten Olaf Bigler, der i samtiden også kaldtes ‘Baronen’. Han har under krigen held med at opbygge en kæmpe personlig formue, som han taber igen. Inden da køber han en herregård ved Frederikshavn, hvor han holder en kæmpe indflytterfest, der varede en hel uge. Den slutter med, at gæsterne stillede sig omkring en sø, hvori de kastede sølvlysestagerne, der havde stået på bordene.

Datteren brugte penge
Videre til Berliner-Nielsen, der solgte kvæg og gullasch til Tyskland i rå mængder. Og Harald Simonsen, også kendt som Guld-Harald, med den mindst lige så kendte datter, grevinde Erna Hamilton, der af sin far blev kaldt forlystelsesråd grundet hendes talrige optrædener i det københavnske selskabsliv. Bare der dog var nogle idéer, man kunne tjene penge på i det hoved, skal han have sagt til hende. Det var der ikke – datteren brugte penge, mens faren måtte tjene dem. Det gjorde han så også ret godt ved at bygge store dele af Københavns boligmasse.

Endelig og ikke mindst var der Harald Plum, der stod bag Transatlantisk Kompagni, som forsynede tropperne på begge sider af krigen med gullasch og anden dåsemad af så ringe kvalitet, at det ikke var egnet til menneskeføde. En gængs tankegang om, at kvalitet er vejen frem, var ikke noget, Plum kunne tilslutte sig. Han gik konkurs i 1922 og trak Landmandsbanken med sig i faldet, der måtte ud i en rekonstruktion med statslig hjælp.

Plum var en af gullaschbaronerne, der tidligt så, at man kunne købe billigt kød, fedt og andre ingredienser af ringe kvalitet og sætte en produktion i gang i stor skala. Men også helt almindelige danskere kastede sig ud i tvivlsom kogekunst i kældre og køkkener – lokket af udsigten til profit. For en gangs skyld sætter staten dog her foden ned og kræver, at dåsemad opvarmes til en temperatur, som en normal husholdning reelt ikke har mulighed for. I de fleste andre tilfælde blev der fra samfundets side ikke gjort meget for at bremse vanviddet. Vi får passende beskrivelser af den klamme substans og endda også soldaternes holdning til at måtte indtage den. Yikes, siger jeg bare.

Spekulerede i aktier
Netop gullaschen bliver i samtiden et ord, der bruges i flæng om alt, hvad der har med alle disse nyrige storspekulanter at gøre. Selv om flere af dem ikke var involveret i produktionen af dåsemad, men eksempelvis spekulerede i aktier, blev de stadig omtalt som gullaschmillionærerne – eller slet og ret som gullasch. 

Bogen tegner et særdeles grundigt og ganske underholdende billede af en tid, hvor pengene sad løst. Tvivlsomme forretningsmodeller blev udbredt i en hast, så det nærmest kun kunne gå galt – og når der så var penge i kassen, blev de spillet op i mere eller mindre gedulgte private spillebuler eller ødslet væk på dyr champagne og kaviar, overdådige fester og kæmpe middage. For slet ikke at tale om de mange hurtige biler, millionærerne kom fræsende i på Strandvejen. Det så politiet i det store og hele gennem fingre med. Læg hertil et syn på kvinder fra gullaschbaronernes side, der – selvfølgelig – heller ikke just var anstændigt. 

Det hele var meget vulgært, dekadent og ekstravagant. Emma Gad forsøgte med sin Takt og Tone fra 1918 at gøre op med sædernes forfald. Men det var for lidt og for sent. Det fik i hvert fald ikke minutmillionærerne til at holde igen. De var ligeglade med, hvordan man plejede at gøre. 

Korthuset væltede dog med et brag, da krigen var slut, og det dermed kom for en dag, hvor tvivlsomme forretninger, der var tale om. Med et var livet på første klasse forvandlet til personlige nedture, der fik spekulanterne til enten at tage flugten eller for nogles vedkommende tage livet af sig selv. Højt at flyve, særdeles dybt at falde.