
Regnskabssæson: Her er tre regnskaber du skal holde øje med

I den kommende uge starter regnskabssæsonen for alvor igen med 3. kvartalsregnskaber fra flere store amerikanske banker samt to teknologigiganter, der kan påvirke kursudviklingen i de store AI aktier.
Selvom Wells Fargo, Goldman Sachs, Citi, Bank of America og Morgan Stanley alle rapporterer i den kommende uge, bliver J.P Morgan det vigtigste bankregnskab at holde øje med. Med næsten 850 mia. USD i markedsværdi er J.P Morgan verdens suverænt mest værdifulde bank, og derfor bør dette bankregnskab være det der betyder mest for de toneangivende amerikanske aktieindeks.
LÆS OGSÅ:
Fundamentalporteføljen: Thorleif Jacksons nye aktie bidrager til stort merafkast
Da de 10 største teknologiaktier i det brede amerikanske SP500 indeks nu fylder over 38 % af det samlede indeks, bliver ledetråde til sektorvæksten i fremtiden, det absolut vigtigste at holde øje med i den kommende uge.
Derfor kan regnskaberne og udtalelserne fra ASML og TSMC komme til at rykke alle de store teknologiaktier. TSMC producerer blandt andre NVIDIAs og Apples chips, og bruger ASMLs maskiner til at gøre det. Derfor kan regnskaberne give en unik indsigt i, hvor voldsom væksten indenfor produktion af AI-chips egentlig er.
J.P Morgan - Tirsdag d. 14. okt.
Selvom J.P Morgans regnskab ikke kommer til at påvirke de vigtige teknologiaktier, bliver regnskabet og bankens udtalelser vigtig for, hvordan markedet ser de fremtidige økonomiske forventninger.
For 3. kvartal er J.P Morgan ventet at levere ca. 45,5 mia. USD i omsætning og 4,82 USD i indtjening per aktier. Det er en smule lavere end deres 2. kvartals resultat, men sammenlignet med 3. kvartal sidste år, er det ca. 2 mia. USD mere i omsætning og godt 10 % større overskud på bundlinjen.
LÆS OGSÅ:
Analytiker: Kursfald giver god købsmulighed i dansk aktie
For det generelle aktiemarked, er det dog bankens udtalelser om kreditmarkedet og erhvervsstemningen i USA, der er vigtig. Da J.P Morgan er både USA’s og verdens største bank, har de unikke indsigter i tilstanden af den amerikanske økonomi. På trods af markant stigende aktiekurser, har man i USA i den seneste tid set både afmattende boligpriser, tegn på stigende inflation og lavere forbrugertillid. Her bør J.P Morgan i deres regnskab kunne give markedet vigtige ledetråde, og det kan komme til at påvirke det generelle aktiemarked.
ASML – Onsdag d. 15. okt.
Med en markedsværdi på lige over 400 mia. USD, er ASML Europas mest værdifulde virksomhed. De sidste par måneder, er ASML aktien steget markant, drevet af markedsforventningerne omkring et stigende behov for udstyr til produktion af mikrochips til AI.
Derfor er ASMLs regnskab det første i rækken af vigtige AI-regnskaber, og især ASMLs ordrebog og forventninger til antallet af nye ordre i den kommende tid, kan rykke hele teknologisektoren.
ASML er ventet at levere en 3. kvartals omsætning på godt 7,7 mia. EUR, hvilket ”kun” er ca. 250 mio. mere end de gjorde i samme kvartal sidste år. Dog er værdien af nye ordre for kvartalet ventet at komme ind på 4,7 mia. EUR, hvilket er ca. 80 % mere end 3. kvartal i de to forgangene år.
Ud over ordrebogen, skal man som investor holde godt øje med udviklingen i EUV-systemerne, der er ASML mest avanceret og suverænt dyreste produktionssystem. Som vist nedenfor fylder EUV allerede godt 50 % af omsætningen på trods af, at ASML kun leverede 11 maskiner i sidste kvartal.
I fremtiden er det ventet, at ASMLs omsætningsvækst primært skal komme fra salg af flere EUV-systemer til f.eks. Intel, TSMC og Samsung.
LÆS OGSÅ:
Thorleif Jackson udpeger "overset" dansk aktie
Kilde: ASML 2025 Q2 regnskab
TSMC – Torsdag d. 16. okt.
Torsdag udkommer det nok vigtigste teknologiregnskab for ugen, TSMC, der ud over at være Taiwans største virksomhed også er verdens 9. mest værdifulde virksomhed, samt ASMLs største kunde.
TSMC er verdens største mikrochipproducent, og producerer derfor en stor del af verdens AI chips inklusiv NVIDIAs meget eftertragtede GPU’er. Som vist nedenfor er både Apple, NVIDIA, Qualcomm, AMD, Broadcom og Amazon blandt TSMCs største kunder, og derfor kan TSMCs regnskab fungere som et opvarmningsregnskab til de store teknologigiganter senere på måneden.
Kilde: Bloomberg, d. 8/10 – 2025.
På grund af den store efterspørgsel efter bl.a. NVIDIA chips, er forventningerne ligeledes høje til torsdagens regnskab, hvor omsætningen i USD er ventet at stige til ca. 31,5 mia., godt 34 % højere end sidste år, og samtidig er indtjening per aktie ventet at stige til 0,51 USD, hvilket er 32,5 % højere end 3. kvartal sidste år.
Abonner på vores Youtube-kanal her:
Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. De nævnte aktier er ikke købsanbefalinger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved køb.