Pressemeddelelse

Dansk Aktionærforening utilfredse med Bavarian-bud

Billede
Direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak hæfter sig ved at dagens aktuelle kurs ligger over det fremsatte købstilbud.

Bliv medlem af Dansk Aktionærforening og få aktieanalyser hver uge inkl. ni trykte udgaver af magasinet Aktionæren hvert år

Dagens meddelelse om, at kapitalfondene Nordic Capital og Permira har valgt at fastholde deres købstilbud på kurs 233 i Bavarian Nordic, og samtidig sænker kravet om accept fra 90 procent til 75 procent af aktierne, bliver mødt at overraskelse og kritik fra Dansk Aktionærforening.

Direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak hæfter sig ved at dagens aktuelle kurs ligger over det fremsatte købstilbud, og at Bavarian Nordics bestyrelse fortsat bakker op om tilbuddet.

Mikael Bak udtaler:

”Set i lyset af markedets reaktion og de meldinger, vi har hørt fra hovedparten af de analytikere og aktionærer vi har talt med, så kan vi ikke bakke op om tilbuddet og bestyrelsens vurdering. Vi anerkender, at man har brugt meget tid på at forberede processen, og at man fra bestyrelsens side mener, at en anden ejer fremover vil være den bedste for selskabet. Det ændrer dog ikke på, at vi i bund og grund ikke forstår rationalet, og hvorfor vores medlemmer skulle sige ja tak til tilbuddet. Derfor ser vi frem til at læse og forstå bestyrelsens redegørelse”

”Vores vurdering er, at den nuværende ledelse i Bavarian Nordic har sat gang i en række gode tiltag for at skabe en ny stærk platform, og at vi – som aktionærer og selskab – ikke har høstet alle de frugter, som vi kan forvente af den proces. En række eksperter har udtalt, at de fortsat ser et solidt potentiale i aktien, og som forening ser vi helst, at Bavarian – som er lidt af en folkeaktie – forbliver børsnoteret.”

”Det vil være klædeligt, at vi sammen med andre aktionærer kan få lejlighed til at mødes med bestyrelsen til en ekstraordinær generalforsamling, hvor vi dels kan få den fulde redegørelse også mundtligt, og dels sikre at der er opbakning til den kurs, som man har lagt. Derfor anbefaler vi, at bestyrelsen selv indkalder til en ekstraordinær generalforsamling, eller at ATP eller andre større aktionærer sikrer, at det sker”.

”Lige nu afventer vi reaktionerne fra andre investorer, inklusiv ATP, og ikke mindst afventer bestyrelsens redegørelse for, hvorfor de mener, at kapitalfondene vil være bedre ejere af Bavarian Nordic, end vi er. Det er trods alt de private investorer, der gennem mange år har bakket selskabet op med risikovillig kapital, og vi står et sted, hvor den investering endnu ikke er blevet ordentligt forrentet.”

LÆS OGSÅ:
Thorleif Jacksons danske udbytteportefølje giver utroligt afkast - se aktierne