Pressemeddelelse

Dansk Aktionærforening om Bavarian: 1. halvleg er vundet

Billede

Nedenfor er vores syn på – og udtalelser om den nu offentliggjorte udsættelse af kapitalfondenes bud i Bavarian Nordic i yderligere 14 dage. Jeg står naturligvis til rådighed for en uddybning.

Kapitalfondene bag buddet på Bavarian Nordic har nu udsat fristen for investorernes accept af deres bud på kurs 233 i fjorten dage. Ifølge Dansk Aktionærforening skyldes det ikke kun manglende godkendelser. Det vidner om, at fondene er trængt, fordi de mangler opbakning til deres bud.

Direktør i Dansk Aktionærforening, Mikael Bak, siger:

"Fondene har gennem selskabet valgt at gå ud med en forlængelse af deres bud, med en begrundelse om, at de endnu mangler en enkelt godkendelse fra EU. Set fra vores lejr ville det være klædeligt, hvis fondene spillede med åbne kort, og oplyste, hvor mange aktionærer der indtil videre har valgt at takke ja til det bud, de har fremsat. Det kan de stadig nå, og den opfordring er hermed givet videre"

"Havde fondene haft mere end de 75 procent accept eller blot tæt på nuværende tidspunkt, er det nærliggende at tro, at de havde meldt det ud, og i stedet gjort en handel betinget af at tilladelserne kom på plads. Nu vælger man en anden strategi, hvor en enkelt tilladelse - som må vurderes at være en formsag - pludselig bliver et redskab til at købe sig tid."

"Det kan virke som om, at de er i gang med en udmattelsesstrategi, hvor de håber, at kursen vil sive, og investorerne bliver trætte. Men det bliver ikke med vores gode vilje. Faktum er, at Bavarian både før og efter buddet kom frem, er et selskab i god form, og med gode fremtidsudsigter. Og et selskab som langt de fleste analytikere mener, er væsentligt mere værd end kurs 233. Det ændrer en manglende godkendelse ikke ved."
 
"Vi opfordrer fondene til at melde ud, hvor stor en del af aktiekapitalen, der har accepteret buddet, så alle spiller med åbne kort og hurtigt kommer frem til en afklaring. Ledelsen skal have arbejdsro, og ejerne - de mange nuværende aktionærer - skal jo vide besked om, hvad der sker." siger direktør Mikael Bak, Dansk Aktionærforening.
 
Gruppen af aktionærer, der har registreret sig hos Dansk Aktionærforenings og sagt "Nej tak til kurs 233" tæller efter tre uger mere end 4.500 aktionærer. En af initiativtagerne til gruppen, Lars Hytting, ArthaScope Kapitalforvaltning, deler utilfredsheden over forløbet: 
 
"Jeg oplever, at alle de aktionærer jeg taler med - både store og små - mildt sagt er både forbløffede og utilfredse med det forløb, vi har set siden slutningen at juli. Det gør det ikke bedre, at vi nu ser ind i, at fondene trækker processen ud. Jeg håber, at det blot vil styrke sammenholdet og modstanden fra de små og store investorer, så vi enten får prisen op eller buddet taget af bordet"

Billede
Billede