Pressemeddelelse

Tre forslag skal gøre aktiesparekontoen mere attraktiv

Billede
Dansk Aktionærforening, Finans Danmark og Foreningen af Børsnoterede Virksomheder foreslår et højere loft, bredere investeringsmuligheder og bedre skattemæssig retfærdighed.

Dansk Aktionærforening har sammen med Finans Danmark og Foreningen af Børsnoterede Virksomheder fremlagt tre konkrete forslag, der skal gøre den danske aktiesparekonto mere attraktiv og anvendelig for langt flere danskere.

Formålet er at styrke den danske investorkultur, give danskerne bedre muligheder for at investere deres opsparing, øge investorbeskyttelsen – og samtidig støtte danske virksomheder i at skaffe risikovillig kapital.

”Først og fremmest skal vi have ASK’ens loft løftet til 500.000 kr. Det er helt afgørende af flere årsager. For det første halter vi håbløst bagud i forhold til de nabolande vi sammenligner os med, både i forhold til ordningens ambitioner og i forhold til det antal der bruger den. Desuden ser vi i disse år, både et stigende behov for investering i fx nye tech og forsvarsvirksomheder, og samtidig ser vi et dansk børsmarked, der er ved at dø ud. Ved at give investorkulturen en saltvandsindsprøjtning kan vi styrke netop de nye virksomheder og børsmarkedet i Danmark. Og sikre at det hele ikke bare sker i USA,” siger direktør i Dansk Aktionærforening, Mikael Bak.

Det andet forslag handler om at gøre ordningen bredere, så den ikke kun er for aktieinvestorer.

”Samtidig ser vi meget gerne, at ordningen gøres til en Investeringssparekonto, så alle former for investering og opsparing kan passe ind. Også obligationer og obligationsfonde. ”Det er ikke alle, der har temperament til kun at have aktier, og de skal ikke udelukkes fra at være med. Man skal kunne supplere med obligationer eller kun have obligationer alt efter ens risikoprofil. Vi skal væk fra den fordom, at investering er spekulation. Det handler om opsparing og langsigtet pleje af de midler man har. Og det kan ske både i aktier, blandede fonde og i obligationer,” siger Mikael Bak.

Det tredje forslag vedrører en mere rimelig skattemæssig behandling.

”Endelig er det håbløst, at vi ser lagerbeskatningen kan skræmme folk væk fra ordningen, fordi de kan komme til at betale skat af en gevinst, de ikke har fået, og senere miste deres fradrag, hvis de lukker kontoen lige efter et kursfald. Det kan aldrig have været meningen, at statskassen på den måde har skullet tjene penge på danskernes urealiserede gevinster. Vi havde helst set at ordningen ikke var med lagerskat, men først blev beskattet ved realisation, dvs. når man tager pengene ud af ordningen (som i Norge), men vi anerkender at det næppe kommer til at ske. Men så må vi i det mindste sikre, at de kan trække den for meget betalte skat fra i den almindelige indkomst,” siger han.

Tre forslag i kort form:

  1. Forhøjelse af indskudsloft til mindst 500.000 kr.
    – for at give danskerne bedre mulighed for at investere og støtte danske virksomheder.
  2. Udvidelse til en egentlig investeringssparekonto, hvor der også kan investeres i obligationer og blandede fonde.
  3. Fradragsmulighed ved lukning af konti med uudnyttet negativ skat, så ingen mister deres skattemæssige fradrag ved tab.

De tre organisationer understreger, at en mere attraktiv aktiesparekonto vil styrke både danskernes økonomiske tryghed og den samlede vækst i samfundet.

Læs hele udspillet her:
EN BEDRE AKTIESPAREKONTO, DER ER ATTRAKTIV FOR FLERE