Pressemeddelelse

Dansk Aktionærforening får ny formand

Billede
Mette Reissmann er valgt til ny formand for Dansk Aktionærforenings bestyrelse. Foreningen har de seneste år gennemgået en stor forandring, og med den nye formand i spidsen er der lagt op til, at aktie- og investeringskulturen i Danmark skal styrkes yderligere.

København, den 28. november 2021

Fredag d. 26. november 2021 blev Mette Reissmann på Dansk Aktionærforenings repræsentantskabsmøde med efterfølgende konstituering valgt som ny formand for foreningens bestyrelse.  

Mette Reissmann er erhvervsjurist, kendt fra blandt andet TV-programmet Luksusfælden, og for sit utrættelige arbejde med at sætte forbrugerens interesse i centrum, når det handler om penge og opsparing. Hun har et stærkt politisk netværk og har blandt andet været medstifter af bevægelsen Kvindeøkonomien. Desuden har hun siddet som medlem af Realkreditankenævnet, Forbrugerklagenævnet og Pengeinstitutankenævnet og har været klummeskribent på Penge & Privatøkonomi. Mette bringer dermed en perfekt erfaring ind til posten som formand for de danske investorer.

”Mette passer med sin store erfaring fra forbrugerspørgsmål og den finansielle sektor samt sit engagement inden for kvinder og økonomi perfekt ind i den udvikling, som vi har arbejdet for i Dansk Aktionærforening i de seneste år. Vi har oplevet en solid vækst i nye medlemmer, og vi skal med Mette i spidsen fortsætte med at skabe relevante tilbud til de private opsparere og samtidig være investorernes vagthund og stemme i debatten”, siger en glad direktør i Dansk Aktionærforening, Mikael Bak. “Vi kender Mette som en vigtig stemme i investordebatten, og som en skarp kommunikator. Mette har gennem mange år kæmpet for, at helt almindelige danskere både skal høres og respekteres, og at det er vigtigt at tage ansvar, også når det gælder den almindelige danskers opsparing.”

Den nye bestyrelsesformand glæder sig til arbejdet i Aktionærforeningens bestyrelse:
”Jeg er utrolig glad for at få mulighed for at forene mange af de gøremål, som jeg gennem årene har været stærkt engageret i. Jeg har altid set investering i uddannelse som afgørende og en vigtig brik for at få især flere kvinder til at være finansministre i deres eget liv. Vi skal inspirere mange flere danskere til at tage ansvar for deres egen opsparing, og så skal vi fortsætte med at udvikle en stærk investorkultur i Danmark til gavn for hele samfundet.”

“Jeg har stor respekt for de værdier Dansk Aktionærforening bygger på, og ikke mindst for den udvikling som foreningen har gennemgået i de seneste år. Jeg glæder mig til at blive en del af holdet, og fortsætte arbejdet med at sikre en stærk dansk investorkultur.”
Mette Reissmann

Mette Reissmann afløser Ole Søeberg på posten, der efter to et halvt år på posten har valgt at stoppe som bestyrelsesformand. Nyvalgt til bestyrelsen var også Gitte Jürgens, Morten Bang, mens der var genvalg til Inger Kehlet og bestyrelsens næstformand Torsten Stiig Jansen.

Bestyrelsen består desuden af Bodil Gantzel, Johan Winther Rasmussen og Elisabeth von Staffeldt, samt nyvalgt formand for repræsentantskabet Niels Tovgaard og formand for lokalforeningsudvalget John Christensen.
 
For yderligere oplysninger og kommentarer kontakt bestyrelsesformand Mette Reissmann på telefon 5385 5185 eller direktør Mikael Bak på telefon 2222 7022.


Pressefoto: Mette Reissmann, Ny formand for Dansk Aktionærforening
Fotograf: Bente-Maj Wøldike

Fakta om Dansk Aktionærforening:

  • Dansk Aktionærforening blev stiftet i 1984 som en uafhængig interesseorganisation for private danske investorer og opsparere.
  • Foreningen har hovedkontor i København på Gammel Kongevej 11, og digitalt på www.shareholders.dk.
  • Aktuelt har foreningen 18.000 medlemmer, og har de seneste 12 måneder fået cirka 25% flere medlemmer.
  • Foreningen er talerør for almindelige danske private investorer på bl.a. børsnoterede selskabers generalforsamlinger, overfor myndighederne og i den offentlige debat. Medlemmer af Dansk Aktionærforening modtager hvert år ni trykte magasiner, ”Aktionæren” med uvildige aktieanalyser, guides, interviews mv. (Danmark førende magasin om aktier og investering), samt to ugentlige digitale nyhedsbreve med aktietips og nyheder, der udsendes til mere end 25.000 aktieinvestorer.
  • Foreningens kursusvirksomhed, InvestorSkolen og InvestorAkademiet, afholder kurser over hele landet og på nettet – både for nye og øvede investorer.
  • Foreningen står desuden bag den nyligt afholdte ”InvestorUgen”. En årlig tilbagevendende temauge i uge 46, der sætter fokus på investorkulturen. Desuden arrangeres lokale events rundt om i landet, som fx InvestorDagen, virksomhedsbesøg, foredrag med eksperter mv.
  • Foreningen har i alt 15 lokalforeninger fordelt over hele Danmark, og fire afdelinger af Unge Aktionærer.