Politik

DAF forsvarer investorerne på TV 2: Opfordrer til finansiel oprustning i valgkamp

Billede
Billede
Forslag møder massiv kritik fra Dansk Aktionærforening, der opfordrer politikerne til det, de kalder “finansiel oprustning”.

Bliv medlem af Dansk Aktionærforening og modtag magasinet Aktionæren

Midt i en valgkamp, hvor fordelingspolitik fylder meget, har Enhedslistens foreslået at hæve skatten på kapital- og aktiegevinster, så den sidestilles med almindelige lønindkomster.

Forslaget møder massiv kritik fra Dansk Aktionærforening, der i stedet opfordrer politikerne på tværs af Folketinget til det, de kalder “finansiel oprustning” – altså en politik, der styrker investering, opsparing og risikovillig kapital i Danmark for på den måde at styrke Danmarks suverænitet i usikker tid. Det sagde direktør Mikael Bak torsdag morgen i denne uge i et interview på TV 2 News. Et interview, du kan se et uddrag fra her (eksternt link til LinkedIn).

Million danskere vil blive ramt
Ifølge Dansk Aktionærforening bygger forslaget fra Enhedslisten på en misforståelse af, hvem der faktisk investerer i aktier.

“Pelle Dragsted taler om det som spekulation. Men helt almindelige danskere investerer i virksomheder. Over en million danskere ejer i dag aktier, så det er mange mennesker, der vil blive ramt af højere skatter,” sagde Mikael Bak i interviewet på TV2 News. Han understregede samtidig, at ønsket om at bekæmpe ulighed er legitimt – men at løsningen ikke er højere beskatning af investering.

“Vi vil også gerne hjælpe samfundets svageste. Det skal der ikke være tvivl om. Men vi mener, at det skal ske ved at vi sammen gør Danmark rigere. Forslaget bygger på en forældet ideologisk opfattelse.”

Risiko og opsparing
Et centralt argument fra investorerne er, at aktieinvestering ikke er risikofri.

“Almindelige danskere går hjem fra arbejde og har allerede betalt skat af deres løn. Derefter investerer de nogle af pengene i virksomheder. Hvis man så beskatter afkastet lige så hårdt igen, ender man i praksis med dobbeltbeskatning.” Ifølge Mikael Bak overser Pelle Dragsted og andre af de røde partier, at investering også indebærer risiko. “Investering er forbundet med usikkerhed. Hvis vi vil have kapital ud at arbejde i danske virksomheder, skal skattesystemet også afspejle den risiko, investorerne tager.” Dansk Aktionærforening frygter samtidig, at højere aktieskatter vil få færre danskere til at investere.

“Vi er kun omkring en tredjedel af danskerne, der investerer i dag. Det kunne faktisk være flere. Hvis skatten stiger, vil færre tage risikoen. Nogle vil placere pengene i obligationer eller i internationale fonde, hvor kapitalen i højere grad ender i USA”.  Ifølge foreningen vil resultatet af højere skatter blive mindre kapital til danske virksomheder.

Opfordrer til finansiel oprustning
Netop derfor går Dansk Aktionærforening nu ind i valgkampen med et opråb til alle politikere om behovet for det, som direktør Mikael Bak kalder finansiel oprustning.

I en ny kronik peger Mikael Bak på, at Danmark befinder sig i en tid med voksende geopolitisk og økonomisk konkurrence – og at kapital derfor er afgørende. “Danmark har ikke kun brug for en forsvarsmæssig oprustning. Vi har også brug for en finansiel oprustning. En langt mere ambitiøs politik for investering, opsparing og risikovillig kapital er en afgørende forudsætning for, at vi kan udvikle vores egne teknologi- og forsvarsvirksomheder.”  Budskabet fra Dansk Aktionærforening og investorerne er derfor ifølge Mikael Bak klart: Hvis Danmark vil styrke vækst, innovation og nye virksomheder, kræver det mere kapital – ikke højere beskatning af den.

Du kan læse den nye kronik her, og desuden se et kort klip fra interviewet på TV2 her.

Bliv medlem af Dansk Aktionærforening og modtag magasinet Aktionæren