Nyhed

Udbytter sætter rekord: 39 milliarder kroner på én måned

Billede
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktionschef, ck@shareholders.dk

Investorer i danske investeringsfonde har i februar modtaget rekordstore udbytter på næsten 39 milliarder kroner. Mange vælger at geninvestere udbytterne, og det har løftet det månedlige nettokøb af danske detailfonde til det højeste niveau nogensinde.

Danske investeringsfonde rettet mod detailinvestorer udbetalte i februar udbytter for 38,7 milliarder kroner. Det er det største beløb nogensinde i en enkeltstående måned. Samtidig har 2026 ved udgangen af årets to første måneder slået rekorden for de største udbytter i et kalenderår.  Fondene har i år udbetalt udbytter for mere 53 milliarder kroner, mens den hidtidige rekord fra 2025 lød på 51 milliarder kroner. Med til historien hører, at fondene typisk udbetaler udbytter i starten af kalenderåret.

LÆS OGSÅ: 
Ny modelportefølje: Disse 8 grønne aktier skal slå markedet

Fondene i kategorien ’Aktier Globale’ stod for mere end halvdelen af de udbetalte udbytter i februar med i alt 19,7 milliarder kroner. Dertil har de blandede fonde, der investerer i en blanding af aktier og obligationer, inden for kategorierne ’Blandede balanceret' og ’Blandede høj aktieandel’ også udbetalt store udbytter på hhv. 3,6 milliarder kroner. og 2,7 milliarder kroner.

Nettokøbet satte også rekord

Mange investorer vælger at geninvestere deres udbytter, og det afspejler sig i nettokøbet af investerings-fondsbeviser, som i februar udgjorde 30,5 milliarder kroner. Det er aldrig set højere for en enkeltstående måned.

”De rekordhøje udbytter i 2026 står på ryggen af et 2025, hvor der blev købt mere op i danske investeringsfonde end nogensinde før, mens markederne kvitterede med solide afkast. Det er positivt at se, at investorerne fortsat har stor tillid til markederne og i høj grad vælger at geninvestere deres udbytter. Det vidner om en langsigtet tilgang til investering blandt danske investorer trods de geopolitiske usikkerheder,” siger Sean Hove, underdirektør i Finans Danmark.

LÆS OGSÅ: 
Superoptimist spår markant aktiekorrektion

Markedsudviklingen i februar kan bedst beskrives som en pose blandede bolsjer, hvor både fonde med danske aktier og nordamerikanske aktier leverede negative afkast. Omvendt har der været pæne afkast at hente i fonde med aktier fra Japan, Fjernøsten og Emerging Markets. Disse fondskategorier leverede i februar afkast på mellem 6,2 og 9,3 procent.

LÆS OGSÅ: 
Køber dansk transportaktie: "Yderst billigt"

LÆS OGSÅ: 
”Aktien kan stige mellem 50 og 100 procent”

LÆS OGSÅ: 
Det seneste nummer af Aktionæren