Nekrolog: Invester tid i familien og sats på branchevindere
Ifølge Aktionærforeningens direktør Mikael Bak har vi mistet en af de store stemmer i den danske investorkultur gennem flere årtier. Thorleif holdt utallige oplæg i investorkredse, skrev om sine modelporteføljer hos Dansk Aktionærforening og Nordnet, og deltog aktivt i blogindlæg, podcasts og investeringsartikler. Men hvem var han som menneske, og hvad kan vi tage med os fra Thorleifs liv?
Det var langt fra givet, at han ville blive investor. Thorleif voksede i 1970’erne op i et af Danmarks første bofællesskaber – Højtofte i Gammel Holte bestående af seks familier. Det var et socialt fællesskab med liv og glade dage, fodboldkampe, arbejdsweekender, badmintonturneringer, majfester, engelsk jul og guitarsang i fælleslokalerne på en nedlagt rideskole nord for København. Hans mor, Hildur, var jurist og kvindesagsforkæmper, og hans canadiske far forretningsmand, Ross Jackson. De brugte deres tid og profitten fra farens forretning på at udvikle en global bevægelse for økosamfund Global Ecovillage Network og en FN-certificeret bæredygtighedsuddannelse Gaia Education. Længe før det blev moderne at drikke økologisk mælk og at være klimabevidst. Med inspiration fra sine forældre satte Thorleif sig for at blive miljøingeniør på DTU for at bidrage til at redde planeten. I mange år arbejdede han som ingeniør i NIRAS med bl.a. at forbedre vand- og jordkvaliteten i Nordsjælland.
Thorleif blev udsendt for EU til Jamaica, hvor han hjalp med at forbedre den lokale infrastruktur og vejnettet. Her mødte han sin første hustru Joan. Senere bosatte de sig i Hillerød med deres tre sønner Antonio, Christoffer og Benjamin.
I disse år var god vin og aktier Thorleifs to hobbyer. I 2001 deltog han i en aktiekonkurrence hos Jyllands-Posten, som han vandt overbevisende. Gevinsten var 500.000 kr., som han offentligt skulle forvalte hos Dansk Aktionærforening. Det blev grundlaget for den i dag kendte ”Fundamentalportefølje”, der blev mere end 40-doblet under Thorleifs kyndige hånd, takket være hans investeringer i danske branchevindere.
Thorleif opsagde sit trygge job hos NIRAS for at kaste sig fuldtid over aktierne. I 2007 stiftede han investeringsselskabet Jackson FamilieInvest med en lille kreds af familie og venner, som betroede ham at forvalte samlet 20 millioner kroner. Med tiden voksede det med venners venner og mange andre, som opdagede Thorleifs talent. Til i dag over 250 investorer med en samlet kapital på 650 millioner kroner. Men FamilieInvest var mere end blot formueforvaltning.
Thorleif var som menneske og professionel meget optaget af relationer, oplevelser og at engagere sig i sine omgivelser. Han organiserede studieture, så aktionærerne kunne besøge interessante udenlandske selskaber. Han arrangerede hyggelige generalforsamlinger med god mad, nytårsquiz og præmier. Men også julefrokoster, DHL Stafet, vinsmagning og andre sociale arrangementer, som bandt familie og investorer sammen på kryds og tværs.
Thorleif var inspireret af Warren Buffets råd om at købe kvalitetsselskaber til en rimelig pris. Det var grundlaget for hans branchevinderstrategi. Han analyserede brancher for at finde de selskaber, som gennem en længere årrække havde leveret de bedste resultater med hensyn til bl.a. profitabilitet og vækst. Samtidig analyserede han branchevindernes historiske prissætning. Og så købte han dem, når han kunne få dem til en rimelig pris. Thorleif mente, at branchevinderne ville blive ved med at levere de bedste resultater, og det fik han ofte ret i. I sine mange analyser og udtalelser om virksomhederne var han aldrig bange for at være tydelig både med de aktier, han kunne lide, og dem, han ikke kunne lide. Det var noget, læserne og investorerne satte pris på.
Flere år efter sin skilsmisse mødte Thorleif sin nuværende kinesiske hustru Bonnie Ying Hou, som han indtil nu har boet med ved Farum Sø. De delte en stærk passion for at rejse jorden rundt og at gå lange ture om søen, mens de diskuterede samfund, musik, politiske biografier og aktier. De delte også den store glæde ofte at have Thorleifs barnebarn Kalia på fem år i deres liv og hyppigt på besøg i huset på Sehesteds Alle.
Thorleif var i alle sine mange relationer kendt som et varmt, optimistisk, socialt og engageret familiemenneske, der viste stor interesse for de mennesker, han mødte. Alle holdt af ham. Han formåede som få at forene sin naturlige omsorg og interesse for familie og venner med sin professionelle passion for aktier. Han var generøs med sin tid, og kiggede tit spontant forbi familie og venner – og i familiens fælles sommerhus på Ordrup Næs. Han tilbød altid at give en hånd med, og var optaget af de seneste trends i samfundet og på aktiemarkedet.
Hvad kan vi lære af Thorleifs liv? Måske at være engagerede, positive og optimistiske. Men også at investere vores tid i de mennesker omkring os, der betyder noget. Og at man godt halvvejs gennem karrieren kan kaste sig over en ny passion og få succes med det, hvis man går engageret og arbejdsomt til værks.
Thorleif var sund og rask til det sidste, spillede badminton, løb, stod på rulleski og var tit på langrend med sine kusiner og venner. Han havde aldrig skænket døden en tanke. Så det var et stort chok for os alle, at han gik bort natten til den 21. februar, efter at han havde været ude at løbe 30 km langrend i Sverige. Thorleif døde af hjertestop forårsaget af betændelse i hjertet.
Thorleif var et på enhver måde et stort menneske. Han var venlig, ordentlig, rummelig, gavmild og vellidt af alle. Selvom han nu er borte, vil de kæmpestore fodaftryk han satte bestå.
Af Frej Jackson (bror) og Niklas Kohl (bestyrelsesformand i Jackson FamilieInvest).