Nyhed

Højeste inflation siden 1991

Billede
Inflationen i USA stiger mere end ventet, og er nu på det højeste niveau i omkring 30 år. Det næste inflationschok kan komme fra boligmarkedet.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Inflationen i USA stiger for fjerde måned i træk. Den stiger mere end ventet, og ligger nu på det højeste niveau i omkring 30 år.

I juni blev kerneinflationen (inflationen fraregnet fødevarer- og energipriser, red.) opgjort til 4,5 procent mod 3,8 procent i maj. Vi skal dermed tilbage til 1991 for at finde en højere inflation i USA.

”Selvom inflationen i øjeblikket er på det højeste niveau i flere årtier, er der næppe udsigt til pengepolitiske stramninger på den korte bane. Inflationen er nemlig i høj grad presset op af midlertidige faktorer på grund af coronakrisen. Vi har blandt andet set, at priserne på brugte biler, biludlejning, flyrejser og hotelovernatninger er steget kraftigt i den seneste tid i takt med genåbningen af den amerikanske økonomi,” skriver seniorøkonom i Sydbank Kim Blindbæk.

Næste chok kan komme fra boligmarkedet
Han vurderer, at der er grobund for, at inflationen kan stige yderligere i den kommende tid.

”Næste inflationschok kan komme fra boligmarkedet. Boliginflationen holdes lige nu nede af en midlertidig coronalov, der forhindrer udlejerne i at smide dårligt betalende lejere på gaden. Loven ophører den 31. juli, og vi venter, at det vil føre til flere udskiftninger blandt lejerne,” skriver Kim Blindbæk.

Ifølge Apartment List steg huslejen i juni med 8,4 procent i forhold til samme periode sidste år.

Sydbank-økonomen vurderer, at den kraftigt stigende boliginflation samtidig kan udfordre investorernes opfattelse af, om den tiltagende inflation blot er midlertidig. Det skyldes, at boligkomponenten er så væsentlig en del af den amerikanske inflation, da den udgør i alt 30 procent af den samlede inflation.

Forventer højere renter i 2023
De stigende priser på brugte biler, der hidtil har været en stor del af historien om den stigende amerikanske inflation, udgør derimod kun omkring tre procent af den samlede inflation.

I betragtning af hvor meget inflationen er steget på det seneste, har reaktionen på de finansielle markeder været meget moderat.

”Det hænger sammen med, at investorerne har tillid til den amerikanske forbundsbanks Feds vurdering af, at det meste af inflationsstigningen er midlertidig,” skriver Kim Blindbæk og peger på, at Fed har signaleret, at pengepolitikken vil forblive lempelig i et godt stykke tid endnu.

Fed-direktørerne forventer således, at de første renteforhøjelser vil komme i løbet af 2023.

”Det er i tråd med vores forventninger,” skriver Kim Blindbæk.