Lokalforeninger

Halvårsrapport: Novo godt og godkendt, Eli Lilly imponerende

Billede
Af DAF-Vestegnen ved Hans Aage Andersen

Eli Lilly fremstår i øjeblikket i medierne som en utilnærmelig vinder, men tallenes tale og produkternes kvalitet peger ikke helt i den retning, sagt i al korthed.

Læs konklusionen nedenfor:

Så kom halvårsrapporterne fra ærkerivalerne og mastodonterne NOVO og Eli Lilly. 

Og de var gode og endda imponerende for Eli Lilly 

Målt på omsætningen er Eli Lilly 18 pct. større, og indhenter næsten niveauet for NOVOs nettoindtjening.

De to konkurrerer på livet løs om markederne for Diabetes 2 og vægttab, og her er NOVO stadig størst på diabetes 2 og tangerer på vægttab. Men Eli Lilly har haft fart på fra et lavere niveau og bl.a. derfor bliver væksttallene højest for Eli Lilly. 

Aktiekurserne har været i skred over tid, men set på dagene omkring rapporteringerne ses NOVO at stige 7 pct., hvor imod Eli Lilly er faldet 19 pct. PE er for NOVO nu nede på 12 og for Eli Lilly meget høj på 35, en forskel der nok indsnævres fremover.  

De bruger begge næsten de samme GLP-1 analoger, som aktivt stof i Diabetes 2 og vægttabsmedicinen (GLP-1 dannes naturligt i organismen). NOVO bruger Semaglutid og Eli Lilly Tirzepatid og de er begge "analoge", dvs. GLP-1 molekylet er tilpasset med forskellige formål, uden at ændre virkningsgraden. Det ser ud til, helt overordnet, at NOVOs Semaglutide er det bedste kort. Eli Lilly snyder nemlig lidt på vægten og bruger en dosis på 15 mg som maksimumsdosis og vedligeholdelsesdosis (for at være sikker på et positivt udfald), og det er ikke mindre end 6 gange mere end NOVO på 2,4 mg. Derfor udbyder Eli Lilly også deres produkter til en pris, der er 1/3 dyrere før tilskud. Og det er næppe heller holdbart for ligeværdige produkter. Den samme høje dosis arbejder mange andre mindre selskaber med, i håbet og jagten på nye mediciner, bl.a. danske børsnoterede selskaber. På selve rapporteringsdagen offentliggjorde Eli Lilly tal for det seneste fremtidshåb for vægttab (Orforglipron), som ikke levede op til forventningerne og heller ikke op til foreløbige tal for NOVOs mulige vægttabshåb. Det var formentlig hovedårsagen til aktiekursens drastiske fald for Eli Lilly. 

Semaglutide (NOVO) og Tirzepatid (Eli Lilly) er uovertrufne og dominerende og vil også være det i lang tid fremover til behandling af diabetes 2 og vægttab. Men Semaglutide har vist sig også at være beskyttende og reducerende for en række aldersrelaterede og livsstils diagnoser (dokumenteret er: Hjerte-karsygdomme, Alzheimer, fedtlever, og der nævnes også om beskyttende og reduktion af afhængighedstrang (misbrug), reduktion af nyresygdomme, blodtryk, respiratoriske sygdomme, nervesygdomme mm). Beskyttende og reducerende effekt for alle disse sygdomme, mangler der dokumentation for med Tirzepatid.  Og det er en markant fordel for Semaglutide (NOVO) og står nok til at være uangribelig fremover.  

Og så har NOVO fået ny CEO. Karakteristikken af den tidligere leder var "diplomat", den nye leder "Kriger", men det er nok lidt yderliggående for begge, men måske ret godt dækkende. 

Diabetes 2 og overvægt/fedme breder sig som en steppebrand over hele verden. Det kan verdens to største på området levere medicin for, og de er forholdsvis alene, og vil være det i mange år, uden dog at være i nærheden af monopoltilstande. Men det betyder, at de kan føre prispolitik, dvs. optimere mængde og pris på markederne til gavn for indtjeningen. 

Ovenstående var NOVO og Eli Lilly i helikopterperspektiv, helt løsrevet fra mediernes daglige almindeligheder om NOVOs markedsføringsindsats, indsats mod efterligninger, informationsniveau, ledelsesudfordringer osv., og der har været serveret mange meninger og gode råd undervejs.

Se tallenes tale ved at trykke HER
Tryk

Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. De nævnte aktier er ikke købsanbefalinger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved køb.