Når investering i aktier for alvor går galt

Amagerbankens konkurs er bagtæppet for fortællingen om en ”håbløst almindelig familie, der endte med at blive alt andet, bortset fra håbløse”. Allerede i bogens første sætning sættes scenen: ”Hvis jeg tænker mig om, tror jeg måske det hele begyndte længe før banken krakkede. Og så alligevel var der intet af alt det forfærdelige der skete i fortiden, som ikke tog sin begyndelse netop efter at vi mistede alle de penge, som vi skulle have brugt på fremtiden.”

Gennem familiens mellemste datter, Amalie, som ved fortællingens start er 10 år, oplever vi, hvordan tilværelsen i parcelhuset på Ugandavej falder fra hinanden, nogle gange næsten umærkeligt, andre gange på dramatisk vis. Amalie er et søgende menneske, der har det svært ikke blot med sine forældre, men også med lærere og skolekammerater. Hun finder faste holdepunkter hos morfaren, som er udstødt af familien, og gennem sit arbejde som facer i en NGO.

Hendes drivkraft er i det hele taget ønsket om at gøre godt, og det bringer hende til Rwanda i forbindelse med 25-året for folkemordet og senere til Paris, hvor hun opsøger sin forsvundne søster. Under sit korte ophold i Paris opnår hun at blive involveret i gadekampe med det franske politi samt at være vidne til Notre Dame-katedralens brand og likvideringen af den påståede hjerne bag folkemordet.

Først i den sidste del af bogen vender handlingen tilbage til Amager og skildrer konsekvenserne af Amagerbankens krak for almindelige mennesker som hendes far. 

Bedst på hjemmebane
Bogens bedste passager er, når Morten Pape skildrer de nære ting: Amalies famlen efter en identitet i en verden, hun ikke forstår, og som ikke forstår hende. Farens utilstrækkelige forsøg på at få succes med familieliv, forretning og status. Morens anstrengte forhold til sin far og hendes apati under familiens langsomme deroute.

Som sit favorithold, Fremad Amager, er Morten Pape bedst på hjemmebane. Det går galt, når han bevæger sig over Langebro, og Amalies afstikkere til Rwanda og Paris virker løsrevne fra resten af handlingen. På bogens omslag antydes det, at pointen skulle være noget i retning af, at den der tier, samtykker, men selv om overdrivelse fremmer forståelse, er der alligevel et stykke vej fra folkemordet i Rwanda til Amagerbankens krak.

Formodentlig er det et kringlet og fortænkt forsøg på at vise, at ondskab og magtesløshed kommer i mange former, men har samme rod (den onde kapitalisme og den forfærdelige vestlige verden). Amalies surrealistiske evne til som en anden Forrest Gump igen og igen at dukke op i begivenhedernes centrum virker dog mest af alt absurd - og irriterende på læseren.

Og var ondskab den egentlige årsag til de mange private Amagerbank-aktionærers tab? Morten Pape har tydeligvis set sig gal på finansverdenen, som bestemt ikke er perfekt, men hans vinkel skygger for den helt store skandale i historien om Amagerbanken, nemlig de statslige myndigheder og deres repræsentanters ligegyldighed og/eller inkompetence.

Vidt omkring, men ikke i mål
”I ruiner” kommer vidt omkring, ikke blot i kraft af turene til Rwanda og Paris, men også i skildringen af Amalies forhold til skolekammerater, kærester, forældre og søskende. Der er til tider lidt for mange ord, og mange pointer er skåret ud i pap, så selv dem på bageste række kan være med, men generelt flyder sproget, og bogen er let læst.

Morten Papes første bog (”Planen”) blev en succes i kraft af sin socialrealisme og sin sorte humor. Denne gang er ambitionen større end at skrive om sin opvækst i Urbanplanen. Socialrealismen er der stadig, selv om den nogle gange er lidt for tyk, men desværre er ”I ruiner” blottet for samme sorte humor, og resultatet står i det hele taget ikke mål med ambitionerne. Morten Pape vil for meget og ender med at sætte sig mellem mange stole. Læsere med lyst til Amager kan nøjes med ”Planen”.