Kultur

Den intellektuelle investor

Billede
At være aktiv investor handler om at træffe beslutninger. Du skal vælge, hvad du skal købe og sælge, til hvilken pris - og du skal kunne se, hvornår det er smartest at gøre ingenting. Hvis du vil klare dig godt, skal du træffe flere gode beslutninger end dårlige. Men hvordan gør du dét?
Billede

Af
Jakob Kappel Petersen

journalist, Dansk Aktionærforening

Forestil dig, at du står og kigger ned i en værktøjskasse. Du skal hænge et billede op på en væg. Væggen er lavet af træ. Hvilket værktøj leder du efter?  

De mentale modeller, du støtter dig til i dine investeringsbeslutninger, er værktøj. Og akkurat som værktøjet i værktøjskassen, så passer nogle modeller bedre end andre til de enkelte opgaver. Der er ikke meget ved at slå søm i med en skruetrækker. Og du kommer ikke langt ved at vurdere IPO’er i en helt ny branche ud fra samme kriterier, du bruger til at finde en rimelig pris på førende virksomheder i en konsolideret branche.

Forskellen er selvfølgelig, at værktøjskassen er håndgribelig. Du kan tage tingene op, konstatere at stemmejernet trænger til at blive slebet, og at din fars gamle målebånd er blevet så rustent, at du hellere må få købt et nyt. Når det gælder investeringsredskaber, så er inventaret mindre nemt at overskue.

De store idéer
Inspirationen til bogen stammer fra Charlie Munger, der er bedst kendt for at stå i spidsen af Berkshire Hathaway sammen med Warren Buffett. I modsætning til sin makker har Munger det bedst med at holde sig lidt i baggrunden, men heldigvis har han ved et par universitetsforelæsninger delt sit syn på, hvordan du bliver en dygtig investor.

Den grundlæggende idé er simpel: For at blive en dygtig investor, så er der ikke én disciplin, du skal mestre. Nej, du skal have en bred almendannelse og være i stand til at anvende et stort udvalg af modeller og teorier på virkeligheden.

Målet er ikke, at du skal være ekspert i alt mellem himmel og jord. Slet ikke. Men du skal vide nok til at kunne anvende de vigtigste idéer fra forskellige discipliner.

Fra model til strategi
Bogen gennemgår forskellige fag fra fysik til psykologi og viser, hvordan teorier historisk har påvirket hinanden på tværs af disciplinerne. For eksempel beskriver forfatteren, hvordan den klassiske økonomiske ligevægtsmodel (udbud og efterspørgsel) er inspireret af Newton. Tilsvarende har modeller fra biologien og psykologiens verden været forbillede for mange nye teorier om aktiemarkedets udvikling.

Det vigtige er forbindelserne mellem modellerne. Munger betegner netværket af forbindelser som "latticework", der kan oversættes med "tremmeværk" eller "gitter". Fordelen ved at have dette mentale netværk til din rådighed er, at du bliver bedre til at kategorisere og vurdere nye informationer.

En større værktøjskasse
Du skal ikke forvente en manual med nøglefærdige investeringsmodeller, du kan plukke fra. Til gengæld får du et bredt udvalg af værktøj, du kan bruge til at blive klogere på markedets bevægelser, dine investeringsmuligheder og – ikke mindst – dig selv som investor.

Robert G.Hagstrom Investing: The Last Liberal Art
Udgivelsesdato: 2013
Sider: 216
Sprog: Dansk
Pris: 287,58 kr. hos saxo.com