Klumme

Pandora aktien halveret – forstå den voldsomme reaktion

Billede
Billede

Af
Oskar Bernhardtsen

Investeringsstrateg, Saxo Bank

Få aktieanalyser hver uge - tilmeld dig gratis Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev

Pandora aktien har de sidste 12 måneder været i nærmest frit fald, og efter den seneste nedjustering er aktien, siden slutningen af januar sidste år, faldet med godt 60 %.

Det har dog ikke skræmt de danske investorer, og blandt Saxo Banks danske kunder er Pandora aktien, ind til videre i år, den 3. mest handlede aktie, og samtidig også en af de mest købte aktier. 

LÆS OGSÅ:
Nu har Thorleif Jackson lavet 3.950 procent i afkast - se porteføljens 11 aktier

Som vist på grafen nedenfor fra Pandoras sidste opdatering (Q4 2025 ”aide memoire”), ser det seneste års nedtur ikke så voldsom ud som på aktiekursen. Pandora ventede frem til den seneste nedjustering, at 2025 omsætningen ville vokse fra 31,7 mia. kr. i 2024 til ca. 33 mia. kr. På grund af et skuffende julesalg, i især USA, har Pandora senest udmeldt, at omsætningen endte på 32,5 mia. kr. Altså en smule lavere end ventet. 

Som investor kan man derfor augmentere for, at Pandora stadig vokser deres omsætningen pænt, og at det store kursfald i aktien er en overreaktion. 

Kilde: Pandora Q4 2025 Aide Memoire

Når det er sagt var markedets forventninger til væksten væsentlig højere for et år siden.  I starten af 2025 var det ventet, at Pandora ville omsætte for ca. 35 mia. kr. altså langt over de 32,5 mia. kr. der faktisk er blevet omsat for. 

Desuden er omsætningen for 2026 nu ventet at ende omkring 34,4 mia. kr., hvor forventningen til 2026 var for et år siden, hvor aktien toppede, lå på over 38 mia. kr. 

Med andre ord, er forventningerne til fremtiden det sidste år stødvist kommet ned, og det har lagt en naturlig salgspris på aktien de sidste 12 måneder. 

Graver man et spadestik dybere i Pandoras regnskaber, har Pandora 3 største markeder, USA, UK og Italien vist markante svaghedstegn det sidste stykke tid. Målt ud fra ”like-for-like” princippet, hvor man kun måler omsætningsvæksten i butikker der er mere end et år gamle, er væksten gået i stå i USA, og den er samtidig negativ i UK og Italien. 

Som vist nedenfor så like-for-like væksten stærk ud i USA på + 11 % i Q1 2025. USA er Pandoras absolut største marked, og i Q4 2025 var den imponerende vækst dalet til kun 2 %. Det betyder at den samlede like-for-like vækst for Pandora totalt set for Q4 2025 endte på 0 %, og salget i de eksisterende Pandora butikker er derfor globalt set stagneret. 

Kilde: Bloomberg, Saxo Bank – Like-for-like vækst måler væksten i butikker der har været åbent i mere end 1 år. 

 Nedadgående vækstrater i Pandoras butikker er dog ikke det eneste der har givet aktien betydelig modvind. 

Som vist nedenfor, har en blanding af stigende råvarepriser, primært sølv og guld, samt fald i USD og indvirkninger fra tariffer/told påvirket Pandoras marginer negativt. Det vil med andre ord sige, at Pandora per omsat krone tjener mindre på bundlinjen i 2025 end de gjorde i 2024. 

Kilde: Pandora Q4 2025 Aide Memoire

Som vist nedenfor udgør sølvprisen ca. 30 % af de samlede omkostninger i Pandoras produktion. Det er vel at mærke tallet for 2024, hvor sølvprisen lå på ca. 30 USD per oz. I dag er prisen eksploderet til over 85 USD per oz. 

Pandora forklarer i deres Q3 2025 investorpræsentation, at man løbende afdækker råvarerisikoen for at undgå at blive påvirket af store udsving i sølv- og guldprisen. Derfor havde Pandora samlet set, ifølge dem selv, låst sølvprisen fast på ca. 28 USD per oz. For 2025, og ca. 70-75 % af sølvprisen er låst fast på 31 USD per oz. for 2026.  

At Pandora har afdækket deres råvarerisiko i tide, har været klogt, men på den anden side betyder dette også, at de stigende sølvpriser ikke for alvor har vist sig i regnskabet endnu.

Det betyder, at de stigende sølvpriser, hvis de ikke falder igen, kan ramme Pandoras marginer og indtjeningsevne markant frem mod slutningen af 2026 og ind i 2027, og det kan komme til at betyde flere negative overraskelser i den kommende tid for de mange Pandora investorer. 

Kilde: Pandora Investorpræsentation Q3 2025. 

Når det er sagt, er markedets analytikere fortsat positive på aktiens udvikling. Som vist nedenfor har størstedelen af analytikerne, der dækker aktien, en købsanbefaling med et gennemsnitligt kursmål på 881 kr. Over 50 % højere end den nuværende aktiekurs. 

Kilde: Saxo Bank, Factset

Abonner på vores Youtube-kanal her:

Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. De nævnte aktier er ikke købsanbefalinger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved køb.