Nøgletal hos Meta kan være forvarsel for AI nedtur
De store AI aktier har endnu engang haft et godt år, og med NVIDIA i front af den nye megatrend, bliver den voksende boblefrygt gang på gang affejet af gode nyheder fra AI lejren.
Zoomer man ind på netop NVIDIA, og hvem deres kunder egentlig er, er ca. 50 % af virksomhedens omsætning koncentreret til kun 5 virksomheder; Microsoft, Meta, Super Micro Computer, Amazon og Alphabet.
Regnskabssæsonen har overordnet set været god for flere teknologivirksomheder ind til videre, men Meta, NVIDIAs næststørste kunde, er på blot 14 dage faldet 17 %.
Det kan virke voldsomt, men dykker man ned i det seneste regnskab, kan årsagen til nedturen findes, og det samme kan potentielt ske for de resterende ”top-kunder” hos NVIDIA i de kommende kvartaler.
Et af de helt store spørgsmål man kan stille til Meta er; investerer I for meget?
Som virkeligheden ser ud nu med enorme forventninger til AI, er det dog svært at give et entydigt, ja eller nej.
Som vist nedenfor, er Metas, CAPEX, der i høj grad inkl. Metas investeringer i AI, ventet at overstige driftsindtægterne i 2026 og 2027. Med andre ord, Meta er ventet at investere mere i AI i de kommende år, end de tjener på deres løbende drift.
Sidst vi så Meta lave et lign. investeringssats var i 2022, hvor ”Facebook”, ville bygge ”Metaverset”, og i processen ligeledes ændrede virksomhedens navn. Selvom navnet stadig består, endte Metas fejlsatsning dengang med en markant nedskæring i ”CAPEX”, og et aktiefald på over 65 % for året.
Kilde: Bloomberg, Saxo Bank, tal markeret med ”Est” er markedsforventninger. Tal er opgivet i mio. USD.
LÆS OGSÅ:
Sulten på dansk aktie: Leder efter godt købstidspunktDet er dog langt fra sikkert, at Meta aktier lider samme skæbne som i 2022, da de mange AI investeringer kan vise sig at blive langt mere profitable end dem man så i 2022 i ”Metaverset”.
En anden bekymring, der kan opstå på trods af, at AI-investeringscasen forbliver intakt, er de markante nedskrivninger der ligger forude i de kommende år.
Når Meta investerer massivt i datacentre, bliver det ikke bogført i regnskabet som tab, men som investeringer. Løbende bliver Meta dog nødt til at afskrive de mange AI chips i takt med at de bliver slidte og outdatede, og det kan medføre markante bogførte tab i regnskabet i de kommende år.
Som det kan ses nedenfor, er Metas afskrivninger som andel af driftsindtægterne ventet at stige til over 40 % i 2027, altså lagt over de ca. 30 % man så i 2022 i forbindelse med ”Metaverset”.
Kilde: Bloomberg, Saxo Bank, tal markeret med ”Est” er markedsforventninger. Tal er opgivet i mio. USD.
LÆS OGSÅ:
Forvalter afslører: Det vil jeg betale for Novo-aktienSom udgangspunkt er der ikke noget galt med Metas store investeringer og afskrivninger i fremtiden, så længe Meta som virksomhed kan få ”en ordentlig forrentning” af deres investerede kapital.
For at måle dette, ser man normalt på ROIC, ”Return on invested capital”. Med andre ord, hvad får Meta i forrentning af den kapital de har investeret i f.eks. datacentre.
Som vist nedenfor så Meta i 2022 en stor nedgang i deres ROIC, hvilket kan forklare en stor del af aktiefaldet. Fra starten af 2023 og frem til sommeren 2025, er Metas ROIC steget fra ca. 15 % til over 30 %. Ved det seneste regnskab, hvor aktien efterfølgende er faldet markant, er ROIC ligeledes faldet markant fra toppen.
Dette kan forklare, hvorfor markedet er blevet bekymret for Metas markante AI investeringer, for følger ”forrentningen” ikke med i takt med, at investeringerne fortsætter op, kan dette give mere modvind til aktien i den kommende tid.
Ser man en lign. tendens hos andre teknologivirksomheder, kan det samme mønster i deres aktiekurser potentielt vise sig i løbet af 2026.
Kilde: Bloomberg, Saxo Bank. Tal er opgivet i annualiseret-%.
LÆS OGSÅ:
Forvalter sælger Sydbank-aktier - køber op i to andre banker
Abonner på vores Youtube-kanal her:
Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. De nævnte aktier er ikke købsanbefalinger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved køb.