Klumme

Bjørnen er vågnet, og nu skal den tæmmes

Billede
Dansk økonomi har brug for en reform, der skal styrke investorkulturen.
Billede

Af
Mikael Bak

Direktør i Dansk Aktionærforening

Bjørnen er vågnet, og nu skal den tæmmes

Den er ikke farlig, når man blot er varlig. Sådan lyder rådet i den kendte børnevise, ”Bjørnen sover”. Paradoksalt nok har vi vækket hele to bjørne i de seneste 6 måneder. Først den russiske bjørn, som på alle måder har vist sig at være en ubehagelig og utilregnelig modstander, og siden er vi så officielt gået ind i et bjørne-marked (bear-market) på aktiemarkedet efter mange års bull-marked. Mens vi overlader gode råd om at tæmme den russiske bjørn til andre, så har vi her et bud på, hvordan vi ”varligt” kan hjælpe de private investorer og dansk økonomi ud af bjørnemarkedet og sikre vækst i dansk økonomi. Det handler om, at flere skal spare op og investere i danske vækstvirksomheder.

TINA er gået bort, LISA lever

De fleste private investorer bløder efter et halvt års udmarvende kamp på aktiemarkedet. De negative renter og et obligationsmarked i zombie-tilstand er snart fortid, og vi må vænne os til at den såkaldte TINA-regel (There Is No Alternative) er fortid. Men lad os minde om, at LISA lever videre, nemlig at ”Langsigtet Investering Skaber Afkast”. Historien viser, at en langsigtet privat investor med en fornuftig spredning opnår et solidt positivt afkast på cirka 8% per år.

Flere samfundslag skal med

Antallet af private aktiehandler er faldet drastisk det seneste år. Isoleret set virker det fornuftigt, at mange holder pause i en usikker tid, men vi må ikke glemme, at det kan have store konsekvenser, hvis vi mister alle de nye investorer, der er kommet på markedet de seneste år.

Det handler ikke om et ideologisk korstog. Nej, det handler om vækst i dansk økonomi og om at sikre øget diversitet og mindske uligheden i samfundet. Hvis vi kan få flere til at interessere sig for opsparing gennem investering, så kan vi også rykke ved det fælles ejerskab, som vi i Danmark skal tage for både den grønne omstilling, og for at sikre, at flest mulige får et rimeligt afkast på deres opsparing. Undersøgelser viser, at ca. 35% flere ufaglærte svenskere investerer i forhold til herhjemme. Det er langt fra godt nok, og der er brug for handling, så vi får flere med.

LISA-reform er klar

Lad os derfor sammen gøre opsparing og investering til en mulighed for de mange og ikke for de få. Herfra skal lyde en opfordring til politikerne om at finde sammen om en bred LISA-reform, der bygger på, at ”langsigtede investering skaber afkast” både for samfundet og for den enkelte.

Reformen skal bygge på enkelthed. For det første skal investeringsbeslutninger ikke afgøres af forskelle i beskatningen. Vi bør kun have én skattesats for investeringer, og afskaffe kapital- og aktieindkomst som et forvirrende element for de private investorer.

  • Vi foreslår med andre ord en ensartet beskatning af alle former for investeringer. Væk med spekulationer om kapital- og aktieindkomst.
  • Vi foreslår desuden et opgør med lagerbeskatning, hvor man reelt betaler skat af gevinster man endnu ikke har realiseret, og som kan forsvinde igen. I stedet skal vi fremover kun benytte realisationsbeskatning. Det vil sige, at skatten først betales, når man rent faktisk har solgt sine aktier.
  • Det nuværende system med aktieavance-skat på hhv. 27 og 43% skal nedlægges. I stedet skal vi have én samlet skattesats på alle former for afkast. Herved undgår vi uheldige effekter med spekulation i at realisere unødige gevinster til den lave skattesats, det bliver nemt at forstå, og samtidig beholder vi mere kapital inde i markedet.
  • Den nye enkle skattesats, bør være på niveau med den svenske og den norske skattesats, så vi opretholder en nordisk ensartet model.
  • Vi skal have en ny, enkel og mere ambitiøs Aktiesparekonto, som effektivt kan fremme grøn omstilling og vækst. Det skal være muligt at investere op til 500.000 kr. i et lukket miljø, hvor beskatningen af gevinsten først sker, når pengene tages ud. Enkelt og overskueligt.
  • Endelig skal vi have opsparing og investering på finansloven, så der afsættes midler til at give en sund viden til børn og unge om betydningen af langsigtet opsparing og om for eksempel forskellene på gambling og investering.

Bygge bro og tage ansvar

Uden et velfungerende kapitalmarked går Danmark i stå, og vi kommer til at mangle investeringer i den grønne omstilling. Vi har brug for både den private risikovillige kapital og de offentlige investeringer, hvis vi skal tæmme aktiemarkedets bjørn og sikre ny vækst i vores samfund. Så derfor kære politikere ude i det danske sommerland: Lad os få bygget bro på tværs af det politiske landskab, så vi sammen tager ansvar for, at danskernes opsparing også kommer til at spille en aktiv rolle i skabelsen af fremtidens Danmark.

 

Giv et bidrag - bliv medlem

Bliv medlem i dag - og få adgang til analyser og indsigter