Analyser

Hapag-Lloyd: Kun containere, men mange af dem

Billede
Billede

Af
Peter Smed

Cand.polit. og investeringsrådgiver hos Solvent Invest

Analysen blev også bragt i magasinet Aktionæren nummer 9/2023.

Tyske Hapag-Lloyd adskiller sig ved at være et rent containerrederi uden for eksempel logistikaktiviteter. I lyset af de seneste års manglende kapacitet har virksomheden dog øget investeringerne i havneterminaler, dels for at få andel i en større del af værdikæden, dels for at prioritere egne skibe hvis kapaciteten igen bliver knap.  

I 2008 var Hapag-Lloyd i store finansielle problemer og på fallittens rand. Redningen af selskabet blev Hamborg kommune og Klaus-Michael Kühne, der er hovedaktionær i transportvirksomheden Kühne + Nagel. Klaus-Michael Kühne kontrollerer i dag 30 procent af Hapag-Lloyd. Kühne + Nagel er samtidig en af Hapag-Lloyds største kunder, i øvrigt sammen med danske DSV.

Ambitionen er at vokse mere end markedet, og det skal ske ved at differentiere sig ved at yde bedre service. På klimafronten skal CO2-aftrykket nedbringes med 30 procent i 2030 og selskabet skal i 2045 være klimaneutralt.

Få aktietips hver uge - tilmeld dig nyhedsbrevet her

Kassebeholdningen udgjorde ved udgangen af 3. kvartal mere end 15 milliarder euro. For investor udgør den markante kassebeholdning paradoksalt nok også en bekymring: Der er altid en risiko for, at pengene investeres uhensigtsmæssigt. Ledelsen har meldt ud, at den vil investere i nye mere klimavenlige skibe og terminaler, og der vil blive udbetalt store udbytter til aktionærerne. Det virker umiddelbart fornuftigt, men det vil tiden vise.

Målt på historisk P/E handles Hapag-Lloyd under 3, hvilket selvfølgelig afspejler det historisk høje niveau for fragtrater og indtjening. Med de nuværende markedsudfordringer er Hapag-Lloyd en aktie for den langsigtede investor.

Børskode
HLAG

ISIN
DE000HLAG475

www.
hapag-lloyd.com

Anbefaling
Afvent Køb