Investorer ser afkast, der ikke matcher virkeligheden
Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktieanalyser hver uge.
”De private investorer, som jo er helt almindelige forbrugere har oplagt brug for at kunne se deres reelle pengevægtede afkast – et afkast, der svarer til det spørgsmål, de fleste nok stiller sig, nemlig 'hvordan har mine penge forrentet sig?'” lyder det fra cheføkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet TÆNK, der sammen med Dansk Aktionærforening vil bakke op om, at rapporteringsstandarderne må forbedres.
Mere end én million private danskere investerer i dag deres egne penge via netbanker og handelsplatforme. Mange følger deres investeringer tæt – nogle dagligt – og forventer med rette, at det afkast, de ser på skærmen, også afspejler den virkelighed, de oplever på kontoen.
Det gør det overraskende nok bare ikke.
I dag viser banker og handelsplatforme nemlig næsten udelukkende det såkaldte tidsvægtede afkast. Det er en metode, der primært er udviklet til professionelle og institutionelle investorer – og ikke til private danskere, der investerer løbende med deres egne penge. Resultatet er, at helt almindelige private opsparere ofte bliver misinformeret med de tal, de ser på handelsplatformen.
LÆS OGSÅ: ”Aktien kan stige mellem 50 og 100 procent”
Når gevinst vises som tab
Undersøgelser som er foretaget i samarbejde med Dansk Aktionærforening og Forbrugerrådet TÆNK af senior software developer Kris Laigaard viser, at der findes flere veldokumenterede eksempler på, at private investorer i praksis både:
– Oplever reelle tab, mens afkastet i netbanken vises som positivt
– Oplever reelle gevinster, mens afkastet vises som negativt
Eksemplerne er ikke teoretiske. De er virkelige og kommer blandt andet fra konkrete kundeoplevelser hos platforme som Nordnet og Saxo Bank. Forklaringen er enkel: Tidsvægtet afkast tager nemlig ikke højde for, hvornår investoren har sat penge ind eller taget dem ud. Det måler i stedet den overordnede udvikling i investeringsaktivet og ikke investorens konkrete oplevede resultat. For private investorer er det en afgørende forskel, da det er faktiske penge på depotet, der tæller, når dagen er omme.