Perspektiv

Private investorer: Sådan bliver afkastet for danske eliteaktier

Billede
Hvilket afkast vil danske eliteaktier give? Og hvor skal den næste investering placeres? I Dansk Aktionærforenings aktiebarometer afslører modtagerne af nyhedsbrevet, hvordan de vil agere, og hvad de forventer af aktiemarkederne i de kommende 12 måneder.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.

Et positivt afkast. Det er forventningerne til, hvad det danske eliteindeks C25 vil levere i de kommende 12 måneder.

Det svarer 79 procent af respondenterne i Dansk Aktionærforenings undersøgelse, hvor 2400 private investorer har tilkendegivet deres forventninger til aktiemarkedet i de kommende 12 måneder.

Godt halvdelen af respondenterne i undersøgelsen svarer, at de venter et afkast, der lægger sig omkring 5 procent, mens 27,5 procent af de adspurgte forventer et afkast nærmere de 10 procent.

Og de forventninger kan aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen godt tilslutte sig.

”Det ligger ikke langt fra mine egne forventninger til C25-indekset. Men jeg tror, vi skal være glade, hvis vi kommer op i den høje ende af det interval. Prisfastsættelsen er dyr mange steder,” siger han og nævner aktier som Vestas og Ambu som eksempler på det.

Analysechef: Tillid til danske selskaber

Hos Nordnet peger investeringsøkonom Per Hansen på, at respondenternes forventninger lægger sig tæt op ad de historiske årlige gennemsnitlige afkast for aktier.

Læs også: Lars scorede 113.000 kroner i tirsdags

Langsigtet er afkast på 5-10 procent gennemsnittet. Erfaringerne viser dog, at de årlige og specifikke afkast kan afvige en hel del fra gennemsnit. Investorerne bevæger sig ikke i en lige linje og det samme gælder aktier. 5-10 procent er dog et lødigt forecast,” siger Per Hansen.

Hvilket afkast C25-indekset kommer til at levere, vil dog afhænge af udviklingen i indtjeningen, vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen.

”Da har jeg større tillid til, at danske selskaber kan levere indtjeningsfremgang, end jeg har, når jeg kigger ud i den store verden. Men prisfastsættelsen er stadig dyr, når du kigger på mange danske fondskoder,” siger han.

Mange danske selskaber med en væksthistorie

Og således er han heller ikke videre uenig, når hele 85 procent af respondenterne i Dansk Aktionærforenings undersøgelse giver udtryk for, at de overvejer at sætte pengene i danske enkeltaktier, når de skal investere næste gang.

”Vi har stadig mange selskaber med væksthistorier på det danske marked. Derfor kan flere af de danske selskaber formentlig skille sig ud fra mængden, når økonomien i verden måske går i bakgear,” siger han og understreger endnu engang, at det er indtjeningsstyrken i de danske aktier, han har stor tiltro til.

”Det er den grundlæggende årsag til, at jeg har bedre afkastforventninger til det dyre danske marked, end til det billige europæiske,” siger han.

Køber ny aktie til porteføljen: Betaler udbytte hver måned

54 procent af respondenterne i Dansk Aktionærforenings undersøgelse svarer også, at de overvejer at købe en europæiske enkeltaktie, når de næste gang trykker købsknappen i bund. Det er dog ikke en overvejelse, Jacob Pedersen deler.

”Jeg ser ikke det store lys i europæiske aktier. Stoxx Europe 600-indekset ligger på samme niveau som de gjorde, før krigen i Ukraine brød ud. Det slider jeg meget med at forstå,” siger han og uddyber:

”Vi har en økonomi med betydelige højere renter, vi er meget udsatte på energisiden, og vi har en krig i baghaven. Alligevel ligger europæiske aktier på samme niveau, som inden Ukraine-krigen. Det har jeg svært ved at finde gode forklaringer på."

Enkeltaktier i Storbritannien, Schweiz eller Danmark

Hvis du tilhører dem, der vil investere i europæiske selskaber, ville aktieanalysechefen vælge at gå efter defensive selskaber, afslører han.

”Med det verdensbillede jeg ser, og du vil investere i europæiske aktier, så skal man finde noget i et af de mere defensive markeder – fx i Storbritannien, Schweiz eller i Danmark. Men hvis man - modsat mig – forventer, at alt bliver godt og europæisk økonomi kører op, skal man vælge tyske eller svenske aktier,” siger han.
Ifølge undersøgelsen har respondenterne et mere positivt verdensbillede, end tilfældet er for aktieanalysechef Jacob Pedersen.

BLIV MEDLEM AF DANMARKS STORE AKTIEFÆLLESSKAB

Således svarer 54 procent, at de er overvejende optimistiske og tror på, at vi undgår en yderligere forværring af økonomien. De forventer således, at det vil gå fremad for den globale økonomi.

”Jeg må sige, at med de inflationsniveauer, vi ser, særligt i Europa, er der et arbejde for Den europæiske Centralbank med at slå det ned. Da kan jeg godt være nervøs for, om økonomien ikke skal ned i tempo,” siger Jacob Pedersen og uddyber:

”Og hvis man sætter renterne ned, skaber man vækst, og højere vækst vil også skabe højere inflation. Arbejdsløsheden er desuden rekordlav, og dermed er der ingen kapacitet til højere vækst. Jeg frygter, at der skal en recession til, også i Europa, før inflationen bliver slået ned. Arbejdsløshedskøen skal være længere – det er ikke et lækkert scenarie, men det er det, jeg ser.”

Hånd i hånd med lavere aktiekurser

Sidst peger han på, hvad hans forventninger vil betyde for globale aktier. Her understreger han, at økonomien har stået stille i 2023.

”Meget tyder på, økonomien kan komme yderligere ned i tempo, alligevel er markedets forventninger, at indtjeningen skal vokse med 11 procent i 2024. De fleste af Dansk Aktionærforenings medlemmer ved godt, at indtjeningsskuffelser går hånd i hånd med lavere aktiekurser, og det er det, jeg forventer for globale aktier i 2024.

Læs også: Thorleif Jackson forventer 8-dobling af dansk aktie

Med den udmelding er der ekstra grund til at glæde sig over, at respondenterne i undersøgelsen giver udtryk for, at de allerede har tjent gode penge på aktier i første halvår af 2023.

Noget, som også foreningens direktør glæder sig over.

”Vi er positivt overrasket over, at de private investorer har klaret sig så godt i første halvår. Hele 85 procent melder om overskud på deres investeringer, og mere end hver fjerde investor har haft gevinster på mere end 10 procent,” siger direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak.

Konklusionerne stammer fra Dansk Aktionærforenings halvårlige aktiebarometer. Spørgeskemaet blev sendt ud til modtagerne af Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev og blev i slutningen af juli besvaret af mere end 2400 respondenter.

Resultater af Dansk Aktionærforenings Aktiebarometer
Download PDF-fil

Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren.

Herunder kan medlemmer af Dansk Aktionærforening se tv-indslaget, hvor eksperter giver deres bud på efterårets vinderaktier.

Remote video URL