Perspektiv

Mindeord om Thorleif Jackson

Billede
Billede

Af
Per Juul

direktør, Juul Value Invest
Billede

Af
Niklas Kohl

Ph.D, Selandia Capital

Thorleif Jackson er gået bort i en al for tidlig alder. Thorleif var gennem årtier en kendt person i danske investorkredse. Han holdt utallige oplæg i Dansk Aktionærforening, skrev artikler til Aktionæren og havde flere modelporteføljer hos Dansk Aktionærforening og tidligere også hos Nordnet, hvor han desuden skrev blogindlæg. Han var ofte citeret i dagspressen og deltog i forskellige investeringspodcasts.

Thorleifs stiftede og drev investeringsselskabet Jackson FamilieInvest, i daglig tale FamilieInvest. FamilieInvest startede med en lille kreds af familie og venner, som betroede Thorleif 20 millioner kroner i slutningen af 2007. Med tiden voksede det med venners venner og mange andre, som opdagede Thorleifs talent. I dag er der over 250 investorer og en kapital på omkring 650 millioner kroner. 

Thorleifs metode var at finde branchevindere. Derfor analyserede han brancher, for at finde de bedste selskaber, som han så købte, når han kunne få dem til en fornuftig pris. Men Thorleif gjorde FamilieInvest til mere end bare en investering. Thorleif organiserede investorrejser, så investorerne kunne besøge de selskaber, han havde investeret i eller overvejede at investere i. Og Thorleif organiserede hyggelige generalforsamlinger, julefrokoster, DHL Stafet og andre sociale arrangementer, som bandt investorerne sammen på kryds og tværs.

For os var Thorleif ikke blot faglig sparringspartner og forvalter af noget af vores kapital. Han var også en nær ven, som vi har delt kontor og meget andet med i en årrække. Thorleif var et på enhver måde stort menneske. Han var venlig, ordentlig, rummelig, gavmild og vellidt af alle. Selvom han nu er borte, vil de kæmpestore fodaftryk han satte bestå.

Æret være Thorleifs minde.

 

Per Juul og Niklas Kohl

Per Juul er direktør for Juul Value Invest
Niklas Kohl er formand for bestyrelsen i Jackson FamilieInvest