Om foreningen

Folkemødet 2025: Tre dage med masser af afkast

Billede
Billede

Af
Lisbeth Grænge Hansen

Politisk konsulent, Dansk Aktionærforening

Folkemødet 2025 på Bornholm blev endnu en gang et samlingspunkt for engagerede samtaler om økonomi, investering og samfund. På Iværksætterskibet midt i Allinge Havn summede det af liv alle tre dage, hvor Dansk Aktionærforening hver dag var vært for en debat, der satte fokus på unge og erfarne investorers rolle i aktiemarkedet.

Året Folkemøde blev for Dansk Aktionærforenings vedkommende skudt i gang torsdag med en fælles ceremoni med Nasdaq, hvor der blev ringet med børsklokken. Og herfra var der masser af debat og emner i spil, helt frem til den afsluttende debat om finansiel dannelse for unge lørdag formiddag. Undervejs blev der talt om investorkultur, aktionærdemokrati og de unges økonomiske valg – og også skattepolitik fik sin plads i samtalen.

Den store træskonnert "Iværksætterskibet" dannede en smuk ramme om et levende forum for vidensdeling, hvor gymnasieelever, erfarne aktionærer og nysgerrige gæster mødtes i øjenhøjde. Særligt debatten om, hvorfor man investerer – og ikke kun hvordan – vakte genklang blandt deltagerne. Økonomisk indsigt og personlig indflydelse stod som gennemgående temaer i dialogen. Men det hele handlede ikke kun om tal og teori. En musikalsk C25-quiz satte fredag fyraften gang i både sang, latter og konkurrenceånd.  

Et af højdepunkterne undervejs var boglanceringen af den nye artikelsamling fra Dansk Aktionærforening "Masterclass: Investér med succes". Bogen vakte stor interesse blandt både nye og erfarne investorer og udkommer som en gratis sommergave til alle modtagere af magasinet Aktionæren.   

Folkemødet 2025 viste, at investering ikke kun er et spørgsmål om tal på en skærm – men også om fællesskab, forståelse og fremtid. Samtidig mindede de mange debatter på Folkemødet om, hvor ofte investering, vækst og rammevilkår indgår som en del af den generelle debat om at sikre et stærkt samfund i en geopolitisk usikker verden. Investorkulturen var med hele vejen, og heldigvis også med udsigt til, at Dansk Aktionærforening er med på Bornholm igen næste år til Folkemødet 2026.

Se fotos fra Folkemødet her: 

Folkemødet 2025