Nyhed

Smider største rentestigning i næsten tre årtier

Billede
Største rentestigning fra Federal Reserve i 28 år. Inflationen er stukket af.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Fornyet stigning i amerikansk inflation i maj og stigende inflationsforventninger aftvinger den største renteforhøjelse siden 1994 fra den amerikanske centralbank.

Federal Reserve hæver renten med 0,75 procentpoint – en stramning der er tre gange så stor, som den normale dosis fra centralbanken.

”Den meget store renteændring var ventet af markedet – og det er ganske sandsynligt, at den bliver efterfulgt af en tilsvarende én af slagsen til juli,” skriver chefstrateg i Nykredit Frederik Engholm i en kommentar til den store rentestigning i USA.

Cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Borre supplerer.

”Vi kommer til at se meget mere til den amerikanske centralbank, hvor de vil blive ved med at stramme pengepolitikken. Renteforhøjelserne vil blive ved med at komme som perler på en snor. Det er det meget klare signal efter dagens rentemøde,” skriver Jeppe Borre.

Høj risiko for recession
Federal Reserve havde ellers for kort tid siden indikeret lidt mere moderate stramninger, men nye inflationsoverraskelser på et tidspunkt, hvor arbejdsmarkedet stadig buldrer afsted, og lønvæksten er skudt kraftigt i vejret, fik altså centralbanken til at skifte kurs.

”Den slags stramninger kommer ikke uden risiko. Når renten hæves så markant, som vi ser lige nu, hvor Federal Reserve fra maj til juli kan have hævet renten med hele 2 procentpoint, så er der også en ganske stor risiko for, at økonomien sendes i gulvet,” skriver Frederik Engholm.

Når centralbanken bekæmper inflationen, så bekæmper den væksten.

”Målsætningen er at bremse den, men ofte ender det desværre med, at den helt destrueres,” skriver chefstrategen.

Renten lyder nu på 1,50 procent-1,75 procent. Dagens renteforhøjelse kommer i forlængelse af en renteforhøjelse på 0,50 procentpoint i maj og 0,25 procentpoint i marts.

 

Aktier med størst potentiale - se video
Herunder kan du se, hvorfor investeringsøkonom Per Hansen mener, Jyske Bank har svigtet investorerne, og hvorfor aktien nu alligevel står med gode muligheder for kursstigninger. Desuden udpeger han de aktier, han vurderer, har det største kurspotentiale hen over sommeren og i efteråret.