Se fotos og læs svarene fra den store generalforsamling i Novo Nordisk
Mere end 700 investorer var torsdag samlet i Bella Center til generalforsamlingen i Novo Nordisk. Det blev en eftermiddag præget af stor interesse, tydeligt engagement – og en overvejende optimistisk stemning, selv om der også blev stillet kritiske spørgsmål fra salen.
Fra Dansk Aktionærforening deltog vi med et klart budskab: Med mere end 680.000 danske aktionærer følger et særligt ansvar. Eller som det blev formuleret: “Don’t let us down.”
Tre centrale svar fra ledelsen
1. Læring fra kliniske studier – og skarpere fokus fremad
CEO’en anerkendte, at ikke alle kliniske forsøg har leveret som forventet. Forklaringen er, at flere studier blev sat i gang for år tilbage, før marked, efterspørgsel og konkurrencesituation var fuldt klarlagt. I dag står Novo stærkere og mere oplyst – og vil fremover have større fokus på egne styrker frem for konstant sammenligning med konkurrenter som Eli Lilly.
2. Ansvar og langsigtet perspektiv
På spørgsmålet om ansvar for de nuværende udfordringer pegede Mike Doustdar ikke bagud mod tidligere ledelser. I stedet understregede han, at Novo opererer i et langsigtet spil, hvor beslutninger truffet for år tilbage ofte først viser deres effekt senere – både positivt og negativt. Samtidig fastholdt han en klar optimisme om selskabets nuværende position og fremtid.
3. Ledelsesteam og retning
CEO’en bekræftede, at han har fuld opbakning til at præge organisationen og sammensætte det ledelsesteam, der skal sikre stærk eksekvering fremadrettet. Et stærkt “backroom” bliver centralt i den næste fase.
En konstruktiv dialog – og et lille påskehint
Efter generalforsamlingen havde Dansk Aktionærforening mulighed for at hilse på CEO’en og overrække et påskeæg som tak for deltagelsen i InvestorDagen 2025 – og med et glimt i øjet:
Forhåbentlig finder vi snart både påskeharen og det forsvundne afkast igen.