
Lars Fruergaard stopper som topchef i Novo Nordisk

Topchef i Novo Nordisk Lars Fruergaard stopper på posten. Det meddeler Novo Nordisk i en meddelelse.
Lars Fruergaard vil dog fortsætte som administrerende direktør indtil hans afløser er fundet.
Meddelelsen om topchefens stop kommer efter en periode, hvor aktiekursen er mere end halveret siden sommeren 2024.
I meddelelsen lyder det fra Novo Nordisk:
”I løbet af hans otteårige periode som CEO er Novo Nordisks salg, overskud og aktiekurs næsten tredoblet. Novo Nordisk har en klar strategi, en stærk produktportefølje og et erfarent ledelsesteam.”
”Ændringerne sker dog i lyset af de seneste markedsudfordringer, som Novo Nordisk har stået over for, og udviklingen i virksomhedens aktiekurs siden midten af 2024. I lyset af dette indledte Novo Nordisk Fondens bestyrelse en dialog med Novo Nordisks bestyrelse om fordelene ved en fremskyndet CEO-succession og udtrykte et ønske om at øge sin repræsentation i Novo Nordisks bestyrelse,” skriver selskabet.
I forbindelse med Lars Fruergaards stop meddeler selskabet også, at den tidligere topchef Lars Rebien Sørensen er på vej ind i bestyrelsen for Novo Nordisk. Det vil i første omgang ske som såkaldt observatør, hvor han observerer og er til stede ved bestyrelsesmøderne indtil han kan vælges til bestyrelsen til generalforsamlingen i 2026.
Lars Rebien Sørensen er netop nu formand for Novo Nordisk Fondens bestyrelse.
Aktien i Novo Nordisk har været i plus i løbet af fredagen, men efter meddelelsen om topchefens stop er aktien gået i minus.
LÆS OGSÅ:
Udpeger dansk aktie: "En pengemaskine"
LÆS OGSÅ: Thorleif Jackson tror på Novo-aktien - læs analysen