Nyhed

Efter ekstremt kursfald: Vi har en ide om, hvad det skyldtes

Billede
Det er endnu uvist, hvorfor nordiske aktieindeks faldt voldsomt lidt før klokken 10 mandag formiddag. Nasdaq har dog "en ret god idé om, hvad årsagen til de store kursfald er".
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Mandag formiddag lidt før klokken 10 faldt det danske C25-indeks brat med i underkanten af 10 procent.

Nogenlunde samme udsving skete på de øvrige nordiske børser i Stockholm og Oslo samt i det tyske DAX-indeks.

Årsagen er dog endnu ukendt, og markederne har rettet sig siden, så C25-indekset omkring klokken 11.20 ligger til en fald på godt 2 procent.

Få aktietips hver uge - tilmeld dig nyhedsbrevet her

Ifølge investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen, skyldes faldet formentlig, at der er sket en fejl.

”Det mest sandsynlige er, at der er sket en fejl. Nogen har aktiveret et salg i en stor aktie eller i et indeks, som udløser en række salgsordrer. Udvalgte større danske aktier var nede med næste 20  procent. Det er ekstremt – helt ekstremt,” siger Per Hansen.

Han vurderer, at det store og korte kursfald kan have kostet store penge for nogle investorer, hvis de har valgt at sælge ud af deres aktier i det pågældende tidsrum.

”Nogen investorer kan måske have frygtet, at der var blevet affyret en A-bombe fra Rusland og solgt alt hvad de ejer,” siger Per Hansen.

Forvalter: Otte aktier der gør min portefølje robust

Hos Danske Bank vurderer man også, at der er sket en form for fejl.

“Det er et såkaldt flash crash. Du så det sidste gang i 2010, så det er ret usædvanligt. Hele markedet falder, uden at der er en reel begivenhed bag det. Der er en eller anden årsag til det, men vi ved ikke, hvad det er. Det kan være en én, der har trykket forkert, og så breder det sig. En stor del af aktiemarkedet er styret af computere, og de går bare i gang med at sælge med, når markedet falder,” siger Mads Zink til Borsen.dk.

I løbet af mandagen har Borsen.dk fået en kommentar fra Nasdaq. Her lyder det nu, at man har en god ide om, hvad der udløste de voldsomme kursskred.

“Vi har en ret god idé om, hvad årsagen til de store kursfald er. Det er en markedsbegivenhed, men vi er i gang med at undersøge sagen nærmere og kan ikke give flere detaljer, før vi er færdige med det,” fortsætter David Augustsson, der er presseansvarlig hos Nasdaq Europe.