Nyhed

Aktierejsen: Ny videoserie til uddannelse og inspiration

Billede
Investering af dine penge kan give mere overskud – både økonomisk og mentalt. Derfor inviterer Dansk Aktionærforening og Nina Bendixen dig med på Aktierejsen.

Hvad går Aktierejsen ud på?
Rejser handler ofte om at koble af, lære nyt og vende hjem med fornyet energi. Sådan er Aktierejsen også – bare uden køen i lufthavnen. Aktierejsen viser dig, hvordan du kommer i gang med at investere. Eller hvis du allerede er investor, så kan du blive en bedre én af slagsen. For investering er lidt som et håndværk. Hvis man strikker, så er det godt at vide, hvad der er ret og vrang, inden man går i gang – og den viden får du med investering på Aktierejsen.

Hvilke produkter får jeg adgang til, hvis jeg tager med på Aktierejsen? 
Du får adgang til en masse videoer, der forklarer alt, hvad du behøver at vide, for at komme i gang. Men der er også videoer til de mere garvede med interviews og nørdeviden fra de bedste aktieeksperter i Danmark. Som ny kan det også være rart at have aktieverdenen visualiseret. Derfor er der også PDF’er som du kan printe ud og skrive din egen rejse ind i, og der er en økonomiberegner, som kan vise, hvordan din forventede formue kan komme til at se ud med udgangspunkt i historiske data.

Hvem er målgruppen for Aktierejsen?
Investering kan, med den rette viden, give mere overskud i hverdagen, da pengene arbejder for dig, uden at du gør noget. Den viden bør alle have adgang til, men desværre ser vi i tallene, at især unge og kvinder ikke kommer i gang med at investere. Min erfaring er, at det ofte er fordi, de er bange for at gøre noget forkert, eller lader det være bankens eller partnerens opgave at forvalte pengene. Derfor vil vi rigtig gerne nå ud til dem. Men alle køn og aldre er velkomne. 

Hvad får man ud af at tage med på Aktierejsen?
Hvert år bliver danskerne spurgt til deres nytårsforsæt. Og igen i år er det at tabe sig, motionere mere og spise sundere, som er på førstepladsen. Men lige efter kommer at forbedre sin økonomi. 

Hvor slankekuren ofte skuffer, så kan man rent faktisk få en succesoplevelse med sin økonomi, hvis man har de rigtige redskaber og tør kaste sig ud det. Og Aktierejsen giver den utrænede investor de redskaber. 

Det du får med Aktierejsen er altså redskaber til at komme i gang, en tryghed i at have eksperter og ligesindede med på rejsen og i sidste ende forhåbentlig et større overskud både økonomisk og mentalt.

Hvornår begyndte din egen aktierejse?
Jeg mistede min far i en ung alder, og hans arv blev sat i fonde på mine vegne, indtil jeg blev voksen. Som studerende opdagede jeg glæden ved, at investeringen gav et udbytte hvert halve år, som supplerede den sparsomme økonomi på SU. Det var en kæmpe gave og har helt sikkert betydet, at jeg ikke fik en studiegæld.

Det var dog først under corona, at jeg begyndte at investere for mine egne penge. Det var en dyr start, da jeg kun investerede i grønne aktier som Vestas og Ørsted, som begge faldt hårdt kort efter. Her kunne jeg godt have haft brug for en hjælpende hånd selv, for jeg havde ingen at spørge. Senere fandt jeg ud af, at flere af mine veninder rent faktisk selv investerede. Vi havde aldrig talt højt om det. Så det gør vi nu, og jeg elsker, at det er noget, vi har sammen.

Hvad er dit mål med Aktierejsen? 
At alle føler sig velkommen i investeringsverdenen og kan spejle sig i det at være ”investor”. Ofte tror folk, at man skal være meget dygtig økonom eller gå i stift jakkesæt og skjorte for at kunne investere, og det er simpelthen en myte, der skal begraves. 

Især kvinder er bagud på point økonomisk, da de statistisk set får en lavere løn end mænd og er længere tid væk fra arbejdsmarkedet på grund af barsel. Som investor har de faktisk mulighed for at indhente lidt af det ”gap”, der er. 
Jeg håber, at Aktierejsen kan blive en form for finansiel omsorg, vi giver os selv. Ligesom vi plejer vores krop med hudpleje, spa eller god mad, så har vores økonomi brug for samme pleje. Det giver forhåbentlig en større ro og et overskud til at leve det liv, man drømmer om. 

Bedste investering:

NKT. En aktie, jeg købte tilbage i 2021, da alle investerede i grøn energi. NKT leverer bl.a. strømkabler til vindmølleparker, så jeg tænkte, at der var en fremtid i det. Min investering er næsten fordoblet siden da.

Værste investering:

Ørsted. Desværre er min dårligste investering også i grøn energi. Jeg købte den i 2021 og siden er den mere end halveret. Hvorfor jeg har den endnu, ved jeg faktisk ikke.

Næste investering:

Roblox. Mine børn og deres venner spiller meget Roblox med hinanden, så jeg har fulgt lidt med i aktien også. Ellers lurer jeg på en ETF med videospil, der hedder VanEck Video Gaming and sports UCITS ETF, som har klaret sig godt i lang tid.