Investorviden

Pas på for lav risiko

Billede
Negativ rente og for lav risiko i pensionsperioden kan give stort tab i værdien af din frie opsparing. Det kan få negative konsekvenser for din økonomi i pensionsperioden.
Billede

Af
Kim Valentin

partner, Finanshuset i Fredensborg

Stigende inflation og negativ rente på obligationer gør det svært for dig at opretholde et højt forbrug som pensionist. Det kan blive et stort problem, hvis du ikke aktivt gør noget for at ændre det.

Det er ikke umuligt, men det kræver, at du er villig til at hæve din risiko til et højere niveau end meget lav risiko.

Når du går på pension, er det naturligt at ønske, at forbrug og levevilkår er nogenlunde stabile. Derfor vælger de fleste at søge mod meget lav risiko i deres økonomi, når de er gået på pension. Det er desværre en fejl.

Prisen for negativ rente
Vælger du meget lav risiko, må du i høj grad placere din formue i korte obligationer og kontanter. Begge disse placeringer giver i øjeblikket negativ rente. Med en negativ rente på eksempelvis minus 0,5-0,75 % og en inflation på 1,75-2 % får du en negativ udvikling i din kontante formue på 2,2-2,5 %.

Tager du ikke hånd om dette, taber du op mod 30 % af købekraften af dine penge i løbet af 10 år. Det er rigtig mange penge, når du er pensionist og ikke bare kan tage et arbejde, hvis du har regnet forkert i din pensionsøkonomi.

I figuren herunder, kan du se, hvordan din købekraft og formue i kontanter og værdipapirer må forventes at udvikle sig under disse betingelser.

Billede

Grafikken viser dit tab i købekraft af en opsparing på 1 mio. kr. over 20 år ved placering med negativ rente frem for en portefølje med et afkast på 4 %. Forudsætninger inflation 1,75% over forskel i rente efter skat 4,625 %. Kilde: Finanshuset i Fredensborg

Som du kan se, må du regne med meget store tab, hvis du vælger ikke at investere dine penge. Du taber cirka en million kroner i købekraft i løbet af 20 år, i forhold til en portefølje med et afkast på 4 %.

Styr risikoen i din formue
Du kan undgå dette ved at styre risikoen i din formue i pensionsperioden bedre. Du skal naturligvis ikke hovedløst tage høj risiko, hvis du ønsker lav risiko i din økonomi. Men det er faktisk muligt at sammensætte en portefølje med forskellige værdipapirer, der giver lav risiko med en tidshorisont på mere end ti år.

Gør du ikke noget ved det, risikerer du at gå glip af 1 million kroner de kommende 20 år, for hver million kroner, du ejer i dag. Derfor er det afgørende for din pensionsøkonomi, at du finder en løsning, der giver dig en god balance mellem risiko og afkast på dine frie midler.

Artikel fra nyhedsbrevet FinansNYT fra Finanshuset i Fredensborg.