Investorviden

Copy trading: At kopiere er at lære

Billede
På kinesisk kan ordet kopiere betyde at lære. Som privat investor er det muligt at lære ved at kopiere andres handler og handelsstrategi – og måske endda tjene penge på det.
Billede

Af
John Bo Northroup

Tidligere udgiver af erhvervsmagasinerne news2biz

I de senere år er der skudt flere platforme frem, som tilbyder private investorer at kopiere andres handler. Fænomenet går under betegnelsen copy trading (kopihandel) og giver mulighed for at profitere på andres handler.

Ideen er, at du som privat investor automatisk duplikerer de køb og salg, som en given trader foretager. Det kan være alt fra aktier, indeks, valuta, råvarer til kryptovalutaer. Du vælger selv, hvem du vil duplikere, og alle handler sker proportionelt i forhold til traderens portefølje. Hvis en trader åbner en position på 3 procent af sin porteføljes balance vil du som kopist automatisk få foretaget en handel på en tilsvarende andel af dit indestående på din handelskonto.

Hvad koster det?

Prisen for at handle er typisk indbygget i det spread (forskel mellem købs- og salgskurs), som mægleren opererer med. Nogle platforme kræver desuden et gebyr for udbetaling fra handelskonto til din egen konto i banken. Eftersom indbetaling typisk sker i US dollars vil der være et valutakurstab forbundet ved veksling til og fra danske kroner.

Ved køb af gearede produkter som CFD’er betaler man endvidere et overnight gebyr per position. Mindste indskud på handelskonto hos en kopi-platform kan være helt ned til et par hundrede US dollars og da de fleste tradere kun handler for en lille del af deres samlede balance, kan en kopi-handel ofte ske med et ganske lille beløb.

Forvrængning

Der er dog også en vis forvrængning. Tradere med mange følgere betaler ofte et snævrere spread end den almindelige kunde og en følger vil derfor ikke nødvendigvis i alle tilfælde kunne komme ind og ud af handler på præcis samme pris som traderen.

Endelig skal man være opmærksom på, at der ikke er nogen garanti for, at traderen vil følge sin handelsstrategi. Det kan man tage konsekvensen af, ved at stoppe med at kopiere den pågældende trader. Der er ingen bindingsperioder og man kan endda vælge selv at gå ud af specifikke enkelthandler men fortsat kopiere den givne trader.

Et socialt univers

Kopi-platformene har i den grad forstået at drage nytte af vores lyst til at relatere til andre mennesker samtidig med at vi investerer. Traderne har personlige profiler, hvor de fortæller om deres handelsstrategier og kommenterer på nyheder i markedet, og der er også interaktion mellem tradere og følgere i form af opslag og kommentarer. Lidt som vi kender det fra Facebook og lignende sociale medier. På kopi-platformen kan man se de mest populære tradere og dem med højest afkast, hvilket selvfølgelig ikke er en garanti for noget som helst.

Før du går i gang

De fleste kopi-platforme tilbyder at åbne en demo-konto, hvor det er muligt at lege med fiktive beløb inden rigtige penge sættes i spil. Gå gerne efter tradere med stabile afkast. Undgå tradere med meget store udsving og vælg tradere, der matcher din risikoprofil.

Vær opmærksom på, at kopi-platformen har interesse i mange handler, og derfor kan være tilbøjelig til at fremhæve tradere med meget hyppige handler. Det er bedst at vælge en trader, der har været i gang i lang tid, og hvor du kan se afkast måned for måned, år for år.

I nogle tilfælde er det også muligt at følge en kurv af tradere med en given risikoprofil eller tematiserede investeringer som vi kender det fra investeringsforeninger eller ETF’er. Og endda på meget specifikke brancher som eksempelvis droner og selvkørende biler. Kopi-platformene er globale af natur og man skal derfor ikke regne med, at det er muligt at handle særlig mange danske papirer.

Eksotiske navne

Kopi-platformene har eksotiske navne. De største på markedet hedder sådan noget som ZuluTrade, eToro, Naga Trader, Darwinex og Avatrade. Den største spiller, eToro, hævder at tælle ikke mindre end 9 millioner kunder verden over. Herhjemme har Netposten også forsøgt sig med copy trading, men servicen er i skrivende stund under omstrukturering, og mægleren tager ikke nye kunder ind for tiden.

Kopi-handel som diversificering af porteføljen

Copy trading fænomenet kan lyde lidt suspekt og som noget smart i en fart, men kopihandel er i grunden blot et alternativ til anden form for aktiv forvaltning. Ganske som investeringsforeninger og pensionskasser alle forsøger at gøre det lidt bedre end det gennemsnitlige markedsafkast.

Desuden kan kopihandel være en udmærket måde at få indblik i andre aktivklasser på. Mange af traderne på kopi-platformene handler nemlig både aktier, indeks og valuta, ædelmetaller, råvarer og også de helt eksotiske kryptovalutaer. Hvis man synes, at det sidste er en kende for eksotisk, kan man fravælge tradere, der handler i den slags.

Et indskud på en kopi-platform kan være et led i diversificeringen af din portefølje, også i forhold til andre aktivklasser.