Klumme

Kronik: Investér i dansk demokrati og vækst

Billede
”Vi skal værne om det danske erhvervsliv og aktionærdemokratiet, mens stormen raser mod demokratiet i USA”. Sådan lyder budskabet fra Dansk Aktionærforenings direktør Mikael Bak i en aktuel kronik i Børsen, som du kan læse herunder.
Billede

Af
Mikael Bak

Direktør i Dansk Aktionærforening

Billederne fra Washington med angrebet på Capitol Hill og det amerikanske demokrati gjorde et voldsomt indtryk på de fleste danskere. En helt almindelig onsdag aften i januar.

Det var ikke blot beskæmmende men også skræmmende, at se hvor langt ud en nation kan komme, når begreber som frihed og demokrati bliver fortolket af ultra-radikale kræfter og en populistisk leder i ”guds eget land”.

På den ene side kan vi i Danmark glæde os over, at det er langt til USA. På den anden side skylder vi os selv at tænke over, hvad vi oplever, og ikke mindst, hvad vi kan lære. Som samfund, som private investorer og som demokratiske borgere.

Trods de højdramatiske begivenheder kunne vi allerede dagen efter se grønne tal på de fleste aktiemarkeder verden over - med nye rekorder på de ledende amerikanske aktieindeks.

Jeg er klar over, at der som altid findes gode forklaringer fra de økonomiske eksperter på fremgangen. I dette tilfælde blandt andet udsigten til mere ro efter den endelige godkendelse af Biden som præsident.

Og det glæder mig naturligvis med fremgangen i min rolle som direktør for de private investorers forening. Men det ændrer ikke ved, at vi som investorer og samfund bør minde hinanden om én ting; Vi må aldrig tage det for givet, at det altid går godt – hverken i vores demokrati eller på aktiemarkedet.

For den helt almindelige private investor handler det ikke om, at man skal sælge ud og gå i panik når der opstår politisk uro. Men man kan med fordel bruge det som en reminder om, at man løbende skal kigge porteføljen efter, om man har den rette spredning i sine investeringer. Samtidig er det sundt, at vi minder hinanden om, at hvis man er med på en lang optur, så skal man også være beredt på, at der kan komme en nedtur.

Og er man helt ny investor på markedet, så skal man huske på, at der ikke findes garanterede afkast på aktiemarkedet, og at man skal investere med omtanke. Man skal bestemt ikke lade sig afskrække, men man skal gå i gang med mindre beløb, og ikke satse hele opsparingen med det samme.

Når det gælder vores rolle som samfundsborgere, så er der også en god grund til, at vi benytter lejligheden til at tænke os om. Vi må ikke tage vores demokrati for givet – heller ikke vores aktionærdemokrati. 

Der har i mange år hersket en opfattelse af, at det der sker i USA, automatisk kommer til Europa med 5 til 10 års forsinkelse. Hvis det også gælder de ultraradikale kræfter og de folkelige oprør fra gadens parlament, så bør vi løbende huske at sikre, at vores lovgivning og beredskab er på plads.

Har vi for eksempel de rette strafferetlige bestemmelser for ulovlig indtrængning eksempelvis på Christiansborg og på andre vigtige samfundsinstitutioner, medier og kritiske virksomheder. Hvis det mod forventning skulle komme der til en dag.

Vi skal selvfølgelig ikke overreagere, men altid tænke os om og ikke fornægte, at visse kræfter ønsker at handle helt udenfor de demokratiske spilleregler. I erhvervslivet kaldes det risk management.  

Danmark har i dag et af verdens stærkeste aktiemarkeder og et af de mest velfungerende erhvervsliv på kloden. Men dette er heller ikke en selvfølge. Vi har i de senere år set et stigende antal søgsmål fra udenlandske advokatfirmaer, der angriber danske virksomheder med erstatningssager. Det sker ofte på en ”no cure no pay” model, som er ulovlig i Danmark, og hvor de små investorer sjældent er inviteret med.

De danske aktionærer risikerer ligesom de danske virksomheder at stå tilbage som taberne, hvis ikke vi formår at værne om dansk retspraksis. Der skal være plads til retssager, men også til et effektivt finanstilsyn, der har klare beføjelser til hurtigt at slå ned i grove sager, hvor ledelserne giver urigtige oplysninger og fører investorerne bag lyset. Både i små og store selskaber.

For at undgå amerikanske tilstande skal vi værne om det danske aktionærdemokrati, hvor virksomhederne tager et kompetent ansvar i samspil med aktionærer og myndigheder. Det handler ikke om øget regulering, men om en bedre regulering. Og om at skabe gode rammevilkår for både erhvervslivet og investorerne.

I den nuværende finanslov er der afsat midler til at styrke vilkårene for de såkaldte demokratiske virksomheder. Vi mangler endnu at se hvad det går ud på, men fra Dansk Aktionærforenings side bidrager vi gerne med at tale investorernes stemme og udvikle den danske model for veldrevne aktie- og andelsselskaber. Så både borgere og investorer inddrages og samtidig tager et ansvar.

Gennem samarbejde og respekt skaber vi fremgang - også i urolige tider.

Kronikken er bragt i dagbladet Børsen 13. januar 2021. Mikael Bak er direktør i Dansk Aktionærforening.