Sundhedsinvestor om AI: ”Spotter ændringer i selskabernes kommunikation”
Her fortæller forvalter i Global Health Invest, Claus Henrik Johansen, hvordan han bruger kunstig intelligens i aktieanalyse og investering.
Hvordan bruger du kunstig intelligens (AI), når du investerer i aktier?
Jeg bruger mest AI som et informations- og analyseværktøj, og til at blive opdateret dagligt. AI kan finde nyheder på selskaber og selskabernes produkter. Desuden bruger jeg kunstig intelligens til at blive mere vidende om de selskaber, jeg investerer i.
Hvilke AI-værktøjer bruger du mest?
Jeg bruger blandt andet ChatCPT og Claude. Jeg bruger dem til at lave analyser, når jeg sammenligner selskaber, og når jeg sammenligner selskabernes produkter. Jeg bruger dem også til at lave en risikoanalyse. Endelig bruger jeg også andre specialdesignede AI intelligence værktøjer.
Hvad er AI særligt god til i aktieanalyse?
Til at få et overblik over et selskab, dets industri, dets konkurrenter og dets produkter. Men det er et øjebliksbillede. AI er også god til at lave sproganalyser af pressemeddelelser og transcripts af analytikermøder, hvor jeg bruger det til at finde frem til ændringer i ledelsens kommunikation.
Hvad er AI dårlig til i dit arbejde med aktier?
AI er god til at lave et øjebliksbillede af selskaber, men AI er ikke god til at tage beslutninger. AI giver kun de svar, du spørger efter. Så du skal være god til at stille de rigtige spørgsmål, ellers får du ikke de rigtige svar. AI kan heller ikke finde al information af sig selv - du skal bede den om at lede de rigtige steder. Det gør det sværere for almindelige investorer, der ikke er specialister.
Har AI hjulpet dig med at finde en konkret investering?
Nej, men AI er et godt hjælpeværktøj til at spotte ændringer i selskabernes kommunikation, om den er mere positiv eller mere forsigtig.
Hvilke fejl skal investorer passe på, når de bruger AI?
AI kan blive din “bedste” ven, og lave en positiv bias. Det er vigtigt at være meget kritisk over for det, som AI skriver og siger. Det er meget vigtigt også at tjekke kilderne. Altid. Vær ekstrem kritisk over for de svar, den finder frem til.
Tror du, AI bliver et standardværktøj for investorer i fremtiden?
Ja, AI er blevet et standardværktøj for professionelle og institutionelle investorer. Det kræver dog stor ekspertise og erfaring at kunne stille de rigtige spørgsmål, og dermed finde svarene på de virkeligt vigtige spørgsmål, som er i fokus blandt investorer.
I den nye udgave af magasinet Aktier & Investering, der udkommer i dag, fortæller tre professionelle investorer, hvordan kunstig intelligens hjælper dem i deres investeringer.