”Selskaberne skal være innovative og højprofitable”
Dette interview blev bragt i Aktionæren 7, 2025.
Han screener efter selskaber, der har flere produkter på hylderne. Produkter inden for premiumsegmentet vel at mærke.
”Jeg køber selskaber, der har produkter, som kunderne værdsætter. Unikke produkter, som er pålidelige, som holder i lang tid og som er nemme at anvende.” Sådan indleder Claus Henrik Johansen, der er rådgiver og forvalter i investeringsafdelingen Global Health Invest. En investeringsafdeling, som fokuserer på sundhedsselskaber, der opererer globalt.
Og det globale er vigtigt, pointerer han.
Selskaberne skal have en global salgsorganisation, som er til stede i Europa, i USA og i resten af verden. De skal være globale og have demonstreret, at de er gode til at tjene penge.
”Selskaberne skal være innovative og højprofitable,” siger han.
Hellere lidt for sent
Når han summer kravene sammen, er det ’innovative markedsledere’, han leder efter, siger Claus Henrik Johansen og understreger, at han starter med at analysere selskaber og ikke aktier.
”Jeg har kigget på selskaber i den globale sundhedssektor i 20 år. De selskaber, jeg lægger i porteføljen, er ikke dukket op ud af solen. De har mange år på bagen,” siger han.
Han er samtidig påpasselig, når selskaber bevæger sig ind på nye forretningsområder og med nye produkter. ”Jeg har set selskaber tilpasse sig nye markedstilstande, hvor jeg har måttet afvente og se, hvad der sker, før jeg køber. Jeg har også nogle gange solgt en position for at vente og se, hvordan udfaldet bliver i et selskab, der for eksempel kan være på vej ind på et nyt marked. Det er en del af min strategi, at jeg hellere vil investere lidt for sent end lidt for tidligt. Det gør, at jeg bedre kan vurdere udfaldsrummet.”
Vil undgå de værste
På den måde øger han også sandsynligheden for at drible uden om de værste investeringer, mener han.
”Det giver mig en større mulighed for at undgå de selskaber, der falder ud af sengen. Med mange års erfaring inden for aktieinvestering, ved jeg, at man kan ramme mange aktier rigtigt, men man kan også ramme nogle skævt, og de kommer til at koste rigtig meget på det samlede afkast.”
Derfor investerer han først, når sigtbarheden er bedre, og på et tidspunkt, hvor en del af en kursstigning ofte allerede er sket.
”Jeg investerer først, hvis jeg kan se, det går godt. På den måde undgår jeg, at lanceringen af et nyt produkt går galt. Herefter er det mere et spørgsmål om, hvor godt det kan blive.”
25 aktier i porteføljen
I den portefølje, han driver, venter han, at de i alt 25 globale sundhedsselskaber vil øge indtjeningen med 10 procent årligt i de kommende tre år. Dermed vil de øge indtjeningen mere end amerikanske aktieselskaber, vurderer han.
”Hvis du trækker de syv store tech-aktier ud af S&P 500-indekset, har de resterende 493 selskaber haft meget lav til næsten ingen indtjeningsvækst. Hvis mine selskaber ventes at vokse indtjeningen med 10 procent årligt i de næste tre år, ligger det markant over det, de 493 resterende selskaber i S&P 500 vokser tilsammen. På den måde er jeg optimistisk omkring sundhedsaktier,” siger han.
Herunder kan du læse tre aktieinterviews, hvor Claus Henrik Johansen fortæller, hvorfor han tror på to schweiziske sundhedsaktier, og ikke mindst, hvorfor han ikke er interesseret i at have Novo Nordisk i porteføljen.