Merafkastet skal komme fra enkeltaktier
Når senioranalytiker Victor Fabricius vælger aktier til Nordeas Global 30-portefølje, er der især to ting, der gør sig gældende. Porteføljen, der er rettet mod bankens private banking-kunder, er for det første neutralt vægtet på regioner og sektorer.
”Jeg skal sørge for, at vi har samme regions- og sektoreksponering som verdensmarkedet. Det gør vi for at sikre, at merafkastet kommer fra enkeltaktierne – og ikke fordi vi tager et bet på en bestemt sektor som fx tech eller på en bestemt region,” siger Victor Fabricius.
Med øje for den neutrale vægt på regioner og sektorer, går han fundamentalt til værks, når han ser på enkeltaktier til porteføljen. En portefølje med 30 aktier, der hver vægter 3,33 procent.
Læs også tre aktieinterviews med Victor Fabricius:
- ”Alting ser ud til at spille på alle cylindre”
- “Det er virkelig højprofitabel vækst”
- ”Gift for supermarkeder”
”Vi køber ikke en Tesla-aktie med en P/E på 200. Det dyreste, vi har i porteføljen, er Nvidia, som har en P/E på over 40,” siger han og tilføjer, at det også kan være andre nøgletal, som fx kurs/indre værdi, man ser på, alt efter hvad der er mest relevant for den enkelte industri.
Hvad der også er væsentligt, når han udvælger aktier, er afkastet af den investerede kapital.
”Hvis du har et højt afkast på den investerede kapital, kan du selvfinansiere din egen vækst. Det gør, at du ikke bliver udvandet,” siger han og peger på det modsatte eksempel, nemlig danske NKT, der løbende udsteder nye aktier, i takt med at de vokser.
”Det er ikke lige så attraktivt for mig som aktionær,” siger Victor Fabricius, der også nævner gæld som noget, han fokuserer på i sin udvælgelse.
LÆS OGSÅ: "Aktien er meget billig lige nu - potentiale for en fordobling"
”Vi undgår selskaber, der er alt for forgældede. Gæld kan godt være positivt, hvis du rammer investeringen på det rigtige tidspunkt, men vi vil ikke have konkurskandidater,” siger han og fortæller, at man fx også altid holder øje med, hvornår selskabernes gæld forfalder.
Desuden ser han og holdet bag Global 30-porteføljen efter strukturel vækst.
”Vi sikrer os, at aktierne er i områder med strukturel vækst, uanset om det er indenfor AI eller et selskab som Welltower, der ejer ældreboliger – altså et område, hvor du kan se, at der er god langsigtet vækst,” siger han.
LÆS OGSÅ: Alvorlig advarsel til Europa og to interessante signaler for Novo-aktien
Samtidig skal selskaberne – for at komme med i Global 30-porteføljen - være godt beskyttet mod konkurrenter.
”Der skal være en god voldgrav omkring forretningen, som beskytter mod, at der ikke kommer nogen og hugger af profitabiliteten,” siger han.
To af de aktier, der har sneget sig hele vejen ind i Global 30-porteføljen, fortæller Victor Fabricius om på de følgende sider, ligesom han fortæller om en kvalitetsaktie, han ikke ønsker at indlemme i porteføljen i øjeblikket.