Analyser

Asetek holder "hovedet" koldt

Billede
Billede

Af
John Stihøj

Analytiker og ejer af Aktieinfo

Asetek er en dansk virksomhed med hovedsæde i Aalborg. Selskabet er grundlagt i 2000 og blev børsnoteret i Norge i marts 2013 til kurs 36 NOK. I marts 2015 blev der udstedt nye aktier til kurs 10 NOK.

Asetek har udviklet en væskekøleløsning til computerhardwarespecialister og gamere (segmentet kaldes Gaming & Enthusiasts), og i 2021 har selskabet engageret sig i Simsport-segmentet. Køleløsningerne øger ydeevnen, giver lavere støj, strømbesparelser og bedre effektivitet sammenlignet med luftkøling. I den professionelle gaming-industri er det vigtigt, at brugerne kan opretholde stabilitet i PC'ernes ydeevne –også ved lang tids brug.

Salg og udvikling sker i Aalborg, mens man ligeledes har aktiviteter i Kina, Taiwan og USA.

Væksten forventes fremadrettet primært at komme fra Gaming & Enthusiasts og Simsport. Simsport er det nyeste satsningsområde, hvortil man leverer pedaler, således at simuleret racerkørsel via PC'er bliver så realistisk som muligt. På dette felt vil man udvikle nye produkter, som for eksempel et rat.

Sidste år valgte selskabet at gå ud af markeder relateret til High Performance Computers, der var en del af datacentersegmentet. Derved blev en del af dette mindre forretningsben skåret væk, hvor der ellers tidligere var ventet vækst.

Asetek har for nylig suspenderet forventningerne til 2022. Som årsag angives, at inflation og stigende renter påvirker efterspørgslen negativt, hvortil kommer udfordringer med forsyningskæderne som følge af coronanedlukninger i Kina samt flaskehalse i skibstransporten, der medfører højere fragtomkostninger.

Jeg har fulgt selskabets udvikling igennem længere tid. Jeg synes, der er for mange stop-go beslutninger, og jeg savner kontinuitet i selskabets virke.

Aktiekursen ligger på et utilfredsstillende niveau, langt under kursen ved børsintroduktionen for ni år siden. Måske er det netop nu, at man kan gøre et godt køb, men for mit eget vedkommende vil jeg se resultater, før et eventuelt mindre køb.

Børs:
Oslo Børs

Børskode
ASTK

ISIN
DK0060477263

www.
asetek.com

Anbefaling
Pas På


Bliv medlem og få magasinet Aktionæren 9 gange årligt

Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren.