Presseomtale

Taler om myter i medierne

Billede
TV 2 har sat fokus på ’myter på aktiemarkedet’, og i den forbindelse tilkaldte de direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak. Ligeledes dukkede Mikael Bak for nylig op i spalterne i Jyllands-Posten, hvor han var forfatter til en klumme om negative renter.

Mikael Bak har været i medierne flere gange i den seneste tid. Senest i en artikel på TV 2s hjemmeside, hvor direktøren i Dansk Aktionærforening talte om myter på aktiemarkedet.

I artiklen deltog også Nordeas seniorstrateg Simon Kristiansen, som lancerede de tre myter:

Myte 1: Tiden arbejder for dig på aktiemarkedet. Myten fik stemplet ’sandt’ af Nordeas seniorstrateg.

Myte 2: Invester aldrig det hele på en gang, men spred i stedet dine investeringer over tid. Nordea-strategen konkluderede, at myten er falsk.

Myte 3: Hvis du vil investere, skal du vente på en nedgang i markedet. Denne myte blev kategoriseret som falsk af Nordea-strategen.

Mikael Bak: For firkantet
Direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak kaldte myte nummer 1 for et godt husråd, fordi tiden historisk har vist sig at arbejde til aktionærernes fordel. Samtidig advarede Mikael Bak dog mod, at blindt at stole på andres råd – uanset om det er i form af myter eller råd fra bankerne.

”Jeg tænker, at det er vanskeligt at stille det helt så firkantet og sort/hvidt op, som om de her myter er sande eller falske. Der findes mange velmenende rådgivere og kloge folk, men gode råd, der gælder for alle altid, får man sjældent," sagde Mikael Bak blandt andet til TV 2, og du kan læse hele artiklen her.

Få dage forinden var direktøren for Dansk Aktionærforening på banen i Jyllands-Posten med en opfordring til de danske politikere.

Opfordring i Jyllands-Posten: Hæv aktiesparekontoen
I den store jyske morgenavis talte han private opspareres sag, da han opfordrede de folkevalgte til for en stund at begrave de ideologiske stridigheder til gavn for befolkningens private opsparinger.

”Begrav de ideologiske stridigheder. Få skabt nogle enkle og effektive initiativer, der for alvor kan skabe vækst i danskernes opsparing. På den måde kan vi få pengene væk fra de negative renter,” skrev Mikael Bak i sin klumme, inden han blev endnu mere konkret og lancerede sit forslag:

”Et godt og nemt sted at starte, er at hæve aktiesparekontoens maksimumbeløb til 250.000 kroner og senere 500.000 kroner. På den måde sender vi et effektivt signal til alle om, at det betaler sig at spare op, og at det kan gøres nemt og enkelt til en beskatning på 17 procent,” skrev Mikael Bak på avissiderne i Jyllands-Posten, som du også kan læse her.