
DAF mener: Private investorers opbakning til Bavarian skal belønnes

Dansk Aktionærforenings direktør Mikael Bak udtaler sig i dagbladet Børsen i en omfattende artikel. Artiklen handler om det bud, der er kommet på Bavarian Nordic, som har været omdiskuteret den seneste tid.
I løbet af den seneste måned har Bavarian Nordic nemlig været i fokus efter at aktionærerne har modtaget et offentligt overtagelsestilbud fra kapitalfondene Nordic Capital og Permira.
Tilbuddet på 233 kroner per aktie svarer til en samlet værdi på ca. 19 mia. kr., og bestyrelsen har enstemmigt anbefalet aktionærerne at acceptere. Opkøbet har dog mødt kritik for lav pris og usædvanlig handelsaktivitet forud for rygtet.
Private investorer har i den grad bakket op
Direktør i Dansk Aktionærforening Mikael Bak udtaler:
”Bavarian Nordic er et af de stærkeste eksempler vi har på fondsbørsen på et selskab, hvor de private investorer i den grad har bakket op, og hvor vi i dag ejer en væsentlig andel og derfor også har noget at skulle have sagt. Det er oplagt, at selskabet hverken på kursen eller med de resultater, man har vist endnu er helt i mål, og derfor mener vi umiddelbart ikke det giver mening at sælge ud midt i vadestedet til en lav kurs. Vi har brug for at se selskabets potentiale blive forløst, og vi tror på, at de strategiske tiltag der er gjort de senere år er rigtige. Naturligvis er der risici forbundet også med at fortsætte i det nuværende format, men med en god daglig ledelse, og med ATP og andre større investorer med også, så tror vi på at det er den rette vej. Medmindre der kommer et markant løftet bud på bordet.”
Blandt analytikere og eksperter er konsensus, at købstilbuddet på 233 danske kroner er alt for lavt, taget forventet fremtidig værdi i betragtning.
Mikael Bak understreger dog, at det som altid er op til den enkelte at vurdere, om man tror på fremtiden som fortsat aktionær, eller om man ønsker at sælge. Samtidig opfordrer han medlemmerne til at se på de uddybende forklaringer der eventuelt følger med et tilbud, når og hvis det kommer fra kapitalfondene.
Gavner ikke med discount-afnoteringer
Mikael Bak uddyber:
”Selskabet har dygtigt brugt børsen til at rejse nye penge, senest i en stor runde i 2021. Her bakkede de private investorer godt op, men desværre har vi ikke rigtig set pengene ordentligt forrentet ind til nu. Hverken på kursen eller udbytterne, og det efterlader os et sted, hvor vi ikke bare kan være tilfredse med en afnotering uden en fornuftig præmie. Vi forventer at bestyrelsen, ledelsen og selskabets største aktionærer sikrer, at der findes en god løsning for alle”
Mikael Bak frygter, at Bavarian Nordic ikke er ordentligt værdisat, og at de private sågar som andre investorer derfor ”bliver snydt for den reelle værdi og upside i selskabet.”
Dansk Aktionærforening mener ikke, at det gavner investorkulturen med ”discount-afnoteringer,”siger Mikael Bak.
Foreningen afventer at høre, om der kommer et mere reelt bud på Bavarian Nordic og i så fald hvad dette bud skulle indebære.
Læs Børsens artikel her eller i torsdagens trykte udgave af dagbladet Børsen.
LÆS OGSÅ:
Thorleif Jacksons danske udbytteportefølje giver utroligt afkast - se aktierne