Perspektiv

Økonom: Faldhøjden kan være begrænset i Tesla-aktien

Billede
Billede

Af
Per Hansen

Investeringsøkonom, Nordnet

Investorerne frygter, at Elon Musk’s køb af Twitter bliver ved med at forfølge Tesla aktiekurs yderligere nedad. Frygten er desværre kortsigtet velbegrundet af begivenheder, men der er også mulighed for at faldhøjden kan være begrænset.

  • Teslas aktiekurs faldt fredag med yderligere 4 %
  • Det bragte det samlede kursfald i år til 57 %
  • Aktien er faldet meget, men kursværdien er med 474 mia. USD stadig høj og væsentlig over eksempelvis det danske årlige bruttonationalprodukt
  • For de investorer, som har ejet aktien i 3 år der stadig tæt på en 5 dobling at glæde sig over; trods alt, som det fremgår af figur 2.
     

3 primære årsager til at Tesla aktien kører baglæns

  • 1) Den udefrakommende: 2022 bliver et dårligt aktieår og aktierne er generelt faldet. Samtidig er vækstaktier og dem med den højeste prisfastsættelse nogle af dem som er faldet mest på grund af ikke mindst stigende renter.
  • 2) Prisfastsættelsen af Tesla har været meget høj og for mange investorer er Elon Musk så stort et forbillede, at de fokuserer mindre på nøgletal, og mere på hvad Elon Musk kan udrette. Det fik aktierne til at gå kursamok til og med slutningen af 2021.
  • 3) Købet af Twitter har på det seneste været en store hurdle og primære årsag til at aktien er faldet. Elon Musk har ad flere omgange solgt ud af sine Tesla aktier for at have tilstrækkelig med kapital til 1)at understøtte Twitters turnaround, som kommer til at blive meget bekostelig. 2)Elon Musk er formentlig klar over, at den del af finansieringen, som var gældsfinansieret, bliver meget dyr og der kan være medfølgende betingelser, som enten giver højere rente, hvis økonomien udvikler sig dårligt og eller fastsætter betingelser for, at der kan blive behov for at skyde yderligere egenkapital ind i virksomheden.
  • Det er ikke mindst Elon Musk’s salg af aktier og frygten for yderligere behov for kapitalfremskaffelse til Twitter, som har fået aktien til at falde. På de seneste kortvarige opture, har Tesla startet godt ud, men når handelsdagen har været slut, har stigningsbrændstoffet været brugt op. For bare 3 måneder siden, blev Tesla handlet som en ”markedsaktie”, som kortsigtede investorer købte/solgte i hvis det generelle markedet så ud til at skulle stige/falde. Det er mindre udbredt nu.
     

Er der investorinteresse for at blive Twitterejer på ”gamle” priser?

  • Af dette link fremgår, at Elon Musk formentlig er på vej til at lave en ny kapitalrejsningsrunde til Twitter i form af ny egenkapital. Det er en bekræftelse på den udvikling, som er set de seneste uger, og som har drevet aktiekursen ned. Spørgsmålet er om det vil lykkes Elon Musk at finde kapitalen og på hvilke vilkår?
  • Prisen på Twitter var tårnhøj. Med udgangspunkt i indtjeningsforventningerne for 2022-2024 før overtagelsen, var det klart for alle inklusive Elon Musk selv at 54,20 USD var en meget høj pris, som kræver at man langsigtet kan lave dramatiske indtjeningsforbedringer.
  • Værdien af Twitter var høj, og der er intet der tyder på at den værdi er steget de seneste måneder efter overtagelsen. På kort sigt bør værdien være noget lavere, hvis man skal have tilført ny kapital.
  • Af ovenstående link/artikel fremgår, at der nu er mulighed for at blive medejer af Twitter på samme vilkår, som Elon Musk. Det er en god historie, som er lidt bedre end den lyder. Det ville være realistisk med en kapitaltilførsel, som værdisætter Twitter på et noget lavere niveau nu. Alternativt kan Elon Musk blive nødsaget til at tilbyde nye investorer en investeringsmæssig bagdør (tilbyde at købe investorernes aktier tilbage til en fastsat kurs på et senere bestemt tidspunkt).
  • Hvis investorerne ikke er villige til at skyde nye egenkapitalpenge til Elon Musk’s købspris, men lavere, vil det have den konsekvens at værdien er lavere. Det betyder ikke kun noget for Elon Musk, men også at gælden stiger i forhold til egenkapitalen. Det kan i sig selv kræve mere egenkapital.
  • Elon Musk tog en stor chance med at købe Twitter. Det kommer til at kræve masser af energi at få økonomien på ret køl sammen med yderligere egenkapital. Det kan presse aktiekursen i Tesla yderligere på kort sigt frygter investorerne, hvis fornemmelsen fortsat er, at Elon Musk eventuelt vil sælge flere aktier. Spørgsmålet er hvor meget og hvor længe?
  • Prisfastsættelsen er faldet markant det seneste år. Som det fremgår af indtjeningsforventningerne i figur 1, har det ikke været forventninger om lavere indtjening som i al væsentlig har drevet aktiekursen ned. Det har snarere været en kombination af 1) generelle aktiefald, 2) højt at flyve dybt at falde for aktiekursen og 3) En markant stigning i risikopræmien

Ingen kender fremtiden, og det er svært med sikkerhed at vide hvad næste bevægelse er for investorerne og for Elon Musk. På et tidspunkt kan aktien blive ”moderat prissat” og det vil formentlig være på et niveau, hvor aktien prissættes til 15-20x næste års indtjening. Det vil ikke være meget unaturligt hvis investorerne ”springer” 2023 over og fokuserer på 2024. Altså ikke næste år, men året efter. Dels er vi tæt på årsskiftet, og dels er der stadig en meget stor forventet indtjeningsvækst de kommende år.

Meget kan ske og ingen kender morgendagen. Det er meget længe siden Tesla har været prissat på normale ”nøgletalsvilkår”. Vi er tættere på end længe, men spørgsmålet er om investorerne ser det på samme måde?

4 centrale spørgsmål

  1. Stiger risikopræmien yderligere?
  2. Lykkedes det Elon Musk at finde flere egenkapitalinvestorer og på hvilke vilkår?
  3. Vil Elon Musk sælge flere Tesla aktier?
  4. I hvilken retning bevæger indtjeningsforventningerne for Tesla?
     

Figur 1: Udviklingen i indtjeningsforventninger for Tesla, 2022-2024
Kilde: https://www.marketscreener.com/quote/stock/TESLA-INC-6344549/

Figur 2: Kursudvikling, Tesla, 3 år
Kilde: Nordnet AB