Perspektiv

Her vil chefstrategen investere nu

Billede
Billede af Frank Øland
Storbank peger på to regioner og fire sektorer, hvor han vil sætte pengene efter våbenhvilen i Iran. 2026 kan stadig blive et godt år for aktier, siger han.
Billede

Af
Christina Bruun Andersen

Redaktion- og kommunikationsmedarbejder

Våbenhvilen mellem Iran og USA har sendt olieprisen under 100 dollar pr. tønde og givet aktiemarkedet et tiltrængt løft efter fem urolige uger. Men hvad betyder det for investorerne – og hvor skal pengene placeres nu?

Det har Danske Banks chefstrateg Frank Øland et klart bud på.

"Hvis investorerne igen kan fokusere på regnskaber og makrotal, kan det sagtens give lidt yderligere medvind til aktierne," siger han.

En skrøbelig, men positiv våbenhvile
Det er vores forventning, at konfliktniveauet har toppet, men nye eskaleringer af konflikten og et egentlig sammenbrud i våbenhvilen kan desværre ikke helt udelukkes,” vurderer han.

Iran har stillet en række krav, der kan vise sig svære at opfylde. Landet ønsker bl.a. ophævelse af alle amerikanske sanktioner og en afgift pr. skib, der passerer Hormuzstrædet, ligesom spørgsmålet om Irans beholdning af beriget uran fortsat er uafklaret.

To regioner i fokus
Frank Øland er positivt stemt over for aktier i både Europa og USA. Ser man på Europa specifikt, fremhæver han bankerne som særligt interessante: De er attraktivt prisfastsat, og en stejlere rentekurve ventes at styrke indtjeningen i takt med, at de europæiske vækstforventninger forbedres.

Fire sektorer at holde øje med
Udover banker peger chefstrategen på tre andre sektorer:

Industri er gået ind i 2026 på ryggen af et globalt opsving, har vist sig robust over for energichokket og bakkes op af stigende forsvarsbudgetter verden over.

Forsvar er ifølge chefstrategen en megatrend, som våbenhvilen ikke ændrer på. Tvivlen om USA's rolle som sikkerhedsgarant har accelereret behovet for, at Europa og andre lande kan forsvare sig selv.

Biotek fremstår også attraktivt i USA, understøttet af øget opkøbsaktivitet og udsigten til eventuelle rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank.

Frank Øland fremhæver desuden obligationer fra emerging markets som interessante, da de kan drage fordel af lavere renter, en svagere dollar og aftagende geopolitisk uro.

Et godt aktieår forude
Den amerikanske regnskabssæson skydes for alvor i gang i næste uge med forventninger om tocifret vækst i selskabernes overskud, og ECB ventes nu at kunne droppe frygtede renteforhøjelser. Alt i alt fastholder Frank Øland sit positive syn på resten af 2026 – med det forbehold, at der nok kommer flere bump på vejen.

Abonner på vores Youtube-kanal her:

Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. De nævnte aktier er ikke købsanbefalinger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved køb.