Perspektiv

Formand om Tønder Bank-sagen: En sejr for retfærdigheden

Billede
Billede

Af
Inger Kehlet

formand, Dansk Aktionærforening

Efter mere end ti års kamp lykkedes det langt om længe at få sat punktum for retssagen efter Tønder Banks dramatiske konkurs i 2012. En kreds af private investorer får nu en del af deres tabte penge retur, efter at de har godkendt et forlig med konkursboet. I modsætning til andre bankkonkurser i finanskrisens kølvand, så lykkedes det i denne sag at opnå en delvis sejr for retfærdigheden.   

Dansk Aktionærforening har været med til at tage initiativ til at samle og koordinere indsatsen gennem ”Foreningen Tønder Investor 2009”, hvor en række frivillige ildsjæle er gået forrest og gennem årene har kæmpet en brav kamp. Det var i sidste ende en kombination af stor tålmodighed, stålsat vilje og dygtige advokater, der gav udbytte.

Forliget betyder, at alle de berørte investorer, der oprindeligt meldte sig ind i foreningen, nu kan se frem til at få godt 26% af deres tab retur. Det er selvfølgelig langt fra nok, men det er dog et vigtigt bevis på, at det betaler sig at kæmpe og holde sammen for at forsvare investorernes rettigheder. For man skal kunne stole på de oplysninger, man som privat investor får, både før en børsnotering, og når et selskab skal ud for at hente ny kapital.

Forliget i Tønder Bank-sagen viser, at det betaler sig at stå sammen og være medlem af en forening. Som medlem af Dansk Aktionærforening bakker du også op om, at vi og foreningens frivillige kan stå klar, hvis du selv en dag skulle blive snydt af et fejlagtigt prospekt eller en konkurs i et børsnoteret selskab.

Det er med stor respekt, der skal lyde et tillykke til dem, der har kæmpet utrættelig gennem årene. Det er en vigtig sejr i kampen for de private investorers rettigheder.