DAF til Novo: Nu skal lederskabet stå sin prøve
Når Novo Nordisk torsdag kl. 14.00 afholder generalforsamling, stiller Dansk Aktionærforening skarpt på ét centralt spørgsmål: Er Novo Nordisk i stand til at omsætte ambitioner til handling i en tid, hvor både markedet og investorerne stiller højere krav end længe?
I år fremlægger Dansk Aktionærforening sit talepapir på engelsk. Valget er truffet, fordi den nye CEO, Mike Doustdar, primært taler engelsk. Samtidig understreger foreningen, at dansk fortsat er det foretrukne sprog på generalforsamlinger, da det styrker både tilhørerne og kvaliteten af debatten.
Efter flere år som global succeshistorie har Novo Nordisk det seneste år oplevet stigende modvind. Analytikere og medier har i højere grad rettet kritiske blikke mod selskabet, og markedsreaktionerne på kliniske resultater har været markante. Det rejser spørgsmålet, om der er tale om et midlertidigt bump – eller et mere grundlæggende skifte i fortællingen om Novo Nordisk.
I talepapiret stiller Dansk Aktionærforening spørgsmål til, om Novo i for høj grad bliver målt op imod Eli Lilly, og om tiden er inde til i højere grad at definere sin egen position. Samtidig peges der på behovet for stærkere planlægning af kliniske forsøg og en mere præcis forventningsstyring over for markedet.
Et andet centralt tema er ansvarsplacering. Novo Nordisk har inden for kort tid fået både ny CEO og ny bestyrelsesformand, og spørgsmålet er, i hvilken grad de aktuelle udfordringer kan tilskrives beslutninger fra tidligere ledelse – eller om den nuværende ledelse også må tage et medansvar for situationen i dag.
Særligt rettes fokus mod CEO Mike Doustdar og hans mulighed for at sætte sit eget præg på organisationen. Med en baggrund i forretningen og ikke fra hovedkontoret kan han bringe nye perspektiver, men det kræver også, at det rette ledelsesteam er på plads. Dansk Aktionærforening rejser derfor spørgsmålet, om det nødvendige hold er etableret, eller om der fortsat er behov for at styrke organisationen i en periode, hvor kravene til tydeligt lederskab er større end længe.
Bag spørgsmålene ligger en tydelig pointe: Mere end 680.000 danskere er i dag aktionærer i Novo Nordisk. Det øger både forventningerne og kravene til selskabet – ikke mindst når det gælder transparens, eksekvering og ledelse.
Dansk Aktionærforenings fulde talepapir fremlægges på generalforsamlingen torsdag kl. 14.00.