Er din formue større end gennemsnittets?
2.178.000 kroner. Det var gennemsnitsformuen for danskere over 18 år ved udgangen af 2024. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Dermed krydser den gennemsnitlige nettoformue for første gang nogensinde 2.000.000 kroner. Det er en stigning på 9,3 procent i forhold til 2023, hvor nettoformuen lød på 1.975.400 kroner.
LÆS OGSÅ:
Udpeger dansk aktie: "En pengemaskine af rang"
En af årsagerne var stigende aktier globalt i 2024, hvilket især bidragede til flot vækst i pensionsformuen, mens også rekordhøje pensionsindbetalinger på næsten 145 milliarder kroner bidrager. Derudover steg boligpriserne, mens væksten i udlån næsten stod stille.
Og formuefesten fortsætter i 2025, vurderer chefanalytiker.
”Det globale aktiemarked ligger i solidt plus for året, og det kan smitte positivt af på både egne opsparinger og pensionsformuen,” siger chefanalytiker i Arbejdernes Landsbank Natalia Setlak.
LÆS OGSÅ: Thorleif Jackson udpeger Danmarks bedste udbytteaktie
Der er dog et ’men’, vurderer hun. Privates kærlighed til danske aktier har nemlig kostet dyrt både i 2024, hvor afkastet blev negativt, og desværre også indtil videre i år, hvor afkastet ligeledes er negativt, hvilket kan tynge udviklingen i den finansielle formue.
Desuden trækker privates løbende indbetalinger på deres pensionsopsparinger op. I første halvår af 2025 blev der således indsat næsten 87 milliarder kroner i første halvår af 2025. Danskernes bankindlån er ligeledes steget med 63 milliarder kroner indtil videre i år, og det trækker isoleret set også op i formuerne.